Kan jeg få en våbenpåtegning til et glatløbet haglvåben igennem min jagtforening?

Politiet har en blanket til ansøgning om tilladelse til glatløbet haglvåben for personer uden jagttegn. Blanketterne er designet til jagtforeninger under Danmarks Jægerforbund.

Jagtforeninger kan give medlemmer, som ikke har jagttegn, våbenpåtegninger til glatløbede haglvåben. Det kræver dog politiets godkendelse både af bestyrelsen og medlemmet, der skal have våbenpåtegning.

Proceduren er følgende:

Første skridt

Godkendelse af bestyrelse til at give våbenpåtegning i jagtforening

Foreningen skal først godkendes til at kunne give våbenpåtegninger. Jagtforeningen kan vælge at søge om en godkendelse til at meddele våbenpåtegning til medlemmer, der ikke har jagttegn. Blanketten til at godkende bestyrelsen findes her.

I forbindelse med ansøgningen, skal der vedlægges foreningens vedtægter.

  • Disse vedtægter skal jf. våbenbekendtgørelsens § 7 indeholde: ” …indeholder en bestemmelse om, at foreningen skal tilbagekalde en våbenpåtegning  samt underrette politiet, hvis foreningen bliver opmærksom på, at forholdene for et medlem med våbenpåtegning ændrer sig på en sådan måde, at det er betænkeligt, at den pågældende har våbenpåtegning…”
  • I standardvedtægterne for jagtforeninger er der indsat en bestemmelse 11, som indeholder de krav våbenbekendtgørelsen § 5 kræver for at jagtforeningens bestyrelse kan udstede våbenpåtegninger til sine medlemmer.
  • Hent standardvedtægter for jagtforeninger her.
  • Ved spørgsmål vedrørende ændringer til foreningens vedtægter, kontakt juridisk konsulent Mikala Høj Laursen

Der skal indsendes en ny ansøgning til politiet, når der sker ændringer i bestyrelsen, og når tilladelsen til at give våbenpåtegning udløber (hvert 5. år.)

Blanketten skal sendes til Politiets Administrative Center som digital post. Se mere her om hvordan du kan kommunikere med Politiets Administrative Center Våben.

Andet skridt

Godkendelse af våbenpåtegning til medlem

Derefter kan foreningen ansøge om at få godkendt det enkelte medlem, således denne kan få en våbenpåtegning til glatløbet haglgevær.

Husk, at man skal være fyldt 16 år for at kunne få en våbenpåtegning til glatløbet haglvåben. Hvis skytten er under 18 år, skal der medsendes værge/forældresamtykke.

Blanketten til at ansøge om våbenpåtegning til det enkelte medlem findes her.  

Tredje skridt

Medlemmet modtager herefter en tilladelse fra politiet, der på samme måde som jagttegn forevises i forbindelse med erhvervelse af glatløbede haglgeværer –efterfølgende foretages anmeldelse til politiet som sædvanligt. Husk haglgevær skal anmeldes senest 8 dage efter anskaffelse.

Anmeldelse af erhvervelse/køb af et glatløbede haglgevær