Jeg har tilladelse til genopladning, må jeg transportere alle typer færdigladet ammunition?
Danmarks Jægerforbund bliver af og til kontaktet af personer, der er af den opfattelse, at man med en genopladningstilladelse kan transportere og opbevare færdig ladet ammunition i kalibre som man ikke selv har våbentilladelse til - det er ikke korrekt! Læs med her.
Våbencirkulærets § 10 kan give personer med genopladningstilladelse adgang til at indkøbe røgsvagt krudt, sortkrudtserstatning, fænghætter og projektiler samt til fremstilling af projektiler. Ved ansøgning om genopladningstilladelse til eget eller privat brug kan der maksimalt gives tilladelse til opbevaring af i alt 2 kg røgsvagt krudt og sortkrudtserstatning. Der kan endvidere maksimalt gives tilladelse til opbevaring af 5000 fænghætter.
“Eget eller privat forbrug” betyder i dette tilfælde, at man med en genopladningstilladelse må lade patroner til sig selv eller til andre, så længe der ikke er tale om erhvervsmæssig genopladning.
Man må indkøbe komponenter til at genoplade det, som genopladningstilladelsen giver lov til (veksler lidt fra tilladelse til tilladelse), men når patronerne er færdig ladet bliver de automatisk omfattet af den del af våbenlovens § 1, der siger at man ikke må være i besiddelse af dem uden en tilladelse og her dækker genopladningstilladelsen ikke længere.
I praksis betyder det, at så snart patronen er færdig ladet, skal genladeren enten have en våbentilladelse til den pågældende kaliber eller straks overdrage ammunitionen til modtageren, der naturligvis har en tilladelse til netop den kaliber.