Kom i gang som rævejæger
September er en god måned, når du skal etablere rævegrav på dit terræn. Men der er en lang række faktorer, som du bør overveje, inden du går i gang med selve arbejdet.
Har man ræv på terrænet og ønsker at reducere bestanden, kan man enten sætte sig på anstand eller etablere en kunstgrav. Det ene udelukker naturligvis ikke det andet, men gravjagt på ræv er en effektiv jagtform, hvor man selektivt går efter rævene uden at skabe unødig forstyrrelse på terrænet.
- Placeringen af rævegraven har afgørende betydning for resultatet. Det kan anbefales at etablere rævegrave langs naturlige ledelinjer som grøfter, bække og gærder. Her kan rævene søge skjul og føde og vil derfor helt naturligt støde på graven. Man kan evt. rekognoscere om vinteren, hvor sne afslører rævesporene, blød jord er også afslørende for rævenes færden, foreslår Fritz Heje.
Gravens konstruktion
- Jeg er tilhænger af rævegrave i det åbne land. Her er det muligt lige efter høst at komme til på markerne med maskine til at grave renden til rørene, der efter min erfaring helst skal være mellem 20 og 30 meter lang og med to kedler. I den forbindelse er der tre vigtige grundregler at følge. Der må hverken være træk, lys eller vand i graven og specielt ikke i kedlerne! For at undgå vand i graven skal man passe på ikke at lægge den i en lavning, hvor den kan fungere som dræn.
Fritz Heje har de sidste mange år brugt sekskantede rør, da de er nemme at håndtere og kan vendes og drejes efter behov, samt at de kan sættes hermetisk tæt, hvilket forhindrer, at graven med tiden kan blive fyldt op af jord. Runde rør kan naturligvis bruges, men er ifølge jagtkonsulenten besværligere at håndtere og kræver beton til at lukke ”hullerne” i sammenføjningerne. Han anbefaler at lægge plastik over rørene, så vandet siver ned ved siden af.
Kedlen, der er ca. 50 cm i diameter, skal konstrueres med afløb i bunden, og sådan at ræven ikke kan grave sig ud. Når kedlen er lavet, lægges der ca. 10 cm støbegrus i bunden, så ræven går ind i kedlen i niveau med røret. Er kedlens gulv lavere end røret, risikerer man, at ræven nedefra kan bide hunden i struben. Kedlens låg skal blot lægges løst på med jord over.
Tiltrækningsmidler
Når graven er anlagt enten i et U eller et V eller med mindre krumning på rørene (udgangene i nogenlunde samme retning), laves der volde foran hullerne for bl.a. at forhindre træk i rørene (evt. træk kan afsløres med en lighter inde i røret).
Det kan desuden være en god idé at placere en sten som tiltrækningsmiddel ved et af hullerne, som ræven kan skide på, hvilket de har en vis tendens til. Dermed kan ræven i det andet ærinde opdage graven. Med til færdiggørelsen af graven hører at kaste en håndfuld korn i rørene, der kan tiltrække mus, som er rævens vigtigste fødeemne.
Gode råd om gravjagt
- Får man lagt sin grav ned i september, er den fuldt funktionsdygtig og klar til den kommende sæson. Skulle det vise sig, at graven i en periode ikke giver ræve, så bør man kigge den efter. Ringe udbytte kan også skyldes, at naboerne driver mere rævejagt end tidligere.
Ifølge Fritz Heje opnår man de allerbedste resultater ved at være to-tre mand, der kender hinanden og kan placere sig rigtigt ved gravene. Hunden bør, inden den tages med på jagt, være trænet i en dertil indrettet træningsgrav.
Når rævene springer af grav, benytter de ofte samme flugtrute, hvis ikke de aner fare oven for hullerne. Man bør derfor altid tie stille og undgå at lægge fært ned i hullerne.
- Man opnår sædvanligvis et godt resultat ved at efterse gravene med et fast interval sæsonen igennem. I den forbindelse vil jeg helt afholde mig fra at gætte på, hvilket vejr der er bedst til rævejagt, siger Fritz Heje og fortsætter:
Graven skal være ren
- Efter jagtsæsonen lukkes hullerne hermetisk, så hverken ræve eller andre dyr kan komme ind i kedlen og sætte hvalpe. Det vil nemlig efterfølgende kræve en oprensning af rørene og kedlerne, da ræve ikke kan lide mug på f.eks. knogle- og hudrester.
Hvis man ikke lukker gravene, bør man i egne med ræveskab inden jagtsæsonen gå gravene efter for døde ræve, for med en død ræv liggende i graven skyder man næppe ret mange ræve derfra. Man bør også holde øje med, om hunden begynder at kradse sig mere end vanligt, da den kan have fået skabmider på sig under jagten.
Husk nye jægere
- Som sagt er det en fordel, når man kender hinanden, men man bør indimellem tage urutinerede jægere med, så de kan blive oplært i at drive rævejagt fra grav. Herunder være påpasselig i forhold til de gravgående hunde, der opfører sig noget forskelligt – specielt i forhold til hvor hurtigt de kommer efter ræven, opfordrer jagtkonsulenten.
Læs mere om jagtlovgivningen på området. Reglerne om ræveregulering findes i Bekendtgørelse om vildtskader § 5 og regler for rævejagt findes i Bekendtgørelse om jagttid for visse pattedyr og fugle m.v. bilag 1.