Fællesjagt

Klapjagt blev oprindeligt drevet på herregårde og godser. Det er en meget organiseret form for jagt, hvor vildtet klappes (drives) frem mod de posterede skytter. Jagten involverer et større antal deltagere, som har hver sin rolle.

Hele arrangementet bygges op om skytterne – typisk 8-12. Derudover deltager et passende antal klappere, apportører, eventuelt inddrivere (hundeførere), en hornblæser og en vildtansvarlig (som håndterer skudt vildt).

I dag drives klapjagt overvejende på vildtrige terræner, fortrinsvis i Østjylland og på øerne. Jagten retter sig oftest mod fasaner, men der nedlægges også andre forekommende vildtarter på disse jagter. I mange tilfælde skydes der dog udelukkende fuglevildt, fordi skud til løbende vildt er for stor en risiko med de mange deltagere.

Vildtets adfærd afgør jagtforløbet.

Forud for jagtdagen må jagtlederen gøre sig bekendt med vildtets adfærd. Vildtet opholder sig forskellige steder i løbet af dagen, så af hensyn til jagtens resultat må jagtlederen have kendskab til dette mønster.

Såternes rækkefølge afgøres ud fra dette kendskab til vildtets tilstedeværelse, og det samme gælder såternes placering i forhold til hinanden. Støjen fra den ene såt kan let få vildtet til at fortrække fra den næste. Antallet af såter på en jagtdag kan variere, men 5-7 er meget almindeligt.

Skytten og såten.

Attraktionen ved klapjagt (ofte også drivjagt på fuglevildt) er at få skud til højtflyvende og hurtige fugle. Det betyder, at skytterne skal placeres med en vis afstand til såten (100-150 meter), så fuglene opnår maksimal flyvefart og højde. Hvis terrænforholdene taler for det, kan udfordringen for skytterne øges ved at placere dem i lavere terræn, end fuglene flyver op fra. Eller de kan placeres med høje træer bag sig, som fuglene vil søge op over.

For at opnå højtflyvende fugle er det også nødvendigt, at fuglene kan se skytterne ”stå i vejen”. Til denne jagtform skal man derfor ikke tage camouflagetøj på eller gemme sig i skyggen af store træer – tværtimod.

Bemærk også, at arealet mellem såten og skytterne ikke må tilbyde nogen form for dækning til fuglene. Det har en negativ indflydelse på flyvehøjden.

Skytterne stilles på post med cirka 30 meters mellemrum, afhængigt af forholdene. På jagter med mange fugle i såterne er det ikke ualmindeligt, at skytterne stilles for i to geledder. I andet geled er udfordringen endnu større, og samtidig giver placeringen mulighed for at aflive en eventuel anskydning fra den foranstående skytte.

Når såten er blæst af, skal skytten sikre sig, at hundeførerne har registreret det vildt, han eller hun har skudt, så det bliver samlet op.

Samling på vildtet.

På store arealer eller i tilfælde, hvor vildtet findes meget spredt, kan det være nødvendigt at etablere et lille hold af inddrivere (hundeførere). Det er deres arbejde at drive fuglevildt, som er blevet spredt langt ud i det omkringliggende terræn, tilbage til såterne. Det skal ske, umiddelbart før skytter og klappere tager opstilling.

Med en klapperstok i hånden fordeles klapperne på en lige linje bag såten, som kan være en remise, en mose, et skovstykke eller lignende. Enkelte klappere kan posteres som stopklappere på siden af såten. De skal forhindre store mængder fugle i at forlade såten i en uhensigtsmæssig retning.

Under vejledning af en klapperfører afdrives stykket i et roligt tempo med flere stop undervejs. Det er vigtigt, at vildtet ikke presses for hårdt, for så rejses for mange fugle samtidigt. Af samme grund kan det være en fordel, at det kun er en eller to klappere, der afdriver det sidste stykke af såten, hvor vildtet kan sidde tæt.

Det er vigtigt, at drevet forbliver på en sammenhængende linje, da vildtet ellers vil søge bagud.

Antallet af klappere afgøres naturligvis af terræntypen, men 10-20 er meget almindeligt. Under klapjagt i sin egentlige form anvendes der ikke hunde i drevet.

Apportøren.

For at vildtet kan apporteres effektivt, deltager der et antal apportører (hundeførere) i jagten, som alene skal koncentrere sig om denne opgave. Det er helt afgørende, at hundene er veltrænede og rutinerede. Apportørerne lægger normalt en høj grad af stolthed i deres arbejde.

Afhængigt af terrænets fremkommelighed og det forventede udbytte, deltager der næsten lige så mange apportører som skytter i en klapjagt. Apportørens opmærksomhed skal først og fremmest være rettet mod eventuelle anskydninger, som straks skal eftersøges og aflives. Dernæst er opgaven at samle alt skudt vildt op.

Efter hver såt samles vildtet sammen, og her gælder det om at få det hængt op eller på anden måde opbevaret luftigt, så det kan komme af med varmen. Opgaven løses fx af en vildtansvarlig, som også kan forberede den afsluttende vildtparade.

Drivjagt med haglbøsse er en af de mest udbredte jagtformer, og den udøves af stort set alle jægere. Som navnet antyder, drives vildtet frem til skytterne. Drivjagten ligner på nogle måder klapjagten, men retter sig både mod løbende og flyvende vildt. Antallet af deltagere kan variere, og udøves den af et mindre selskab, har den som regel en helt uformel karakter.

Sådan organiseres jagten.

Dagen indledes med jagtlederens parole. Drivjagt forgår under meget skiftende forhold, og ikke mindst hvis der skydes i drevet, skal parolen derfor lægge særlig vægt på sikkerheden (mere om parolen se side 355).

Med passende mellemrum (25-40 meter) stiller jagtlederen skytterne for, så de omringer hele eller dele af såten (en remise, et moseområde, et skovstykke el. lign.). Når man har indtaget sin post, hilser man på sine sideposter og mærker sig deres placering. Derudover vurderer man, hvor man har frit skudfelt, så der ikke kan opstå tvivl, når vildtet kommer for. Man lader og aflader sit våben i overensstemmelse med, parolens anvisninger.

Såten drives af med hunde og/eller klappere. Skytter kan også deltage i drevet. Det er god skik, at skytter der går med i drevet, ikke skyder til vildt, der bevæger sig fremad mod de jægere, der står for. Skytterne bør udelukkende skyde til vildt der bevæger sig bagud.

Ingen huller i driverkæden.

Drevet skal af både sikkerhedsmæssige og jagttekniske grunde holde en linje. Opstår der huller i driverkæden, vil vildtet snart søge den vej. Hvis drivjagten fortrinsvis er rettet mod løbende vildt, stilles skytterne af i kanten af såten og gerne i nærheden af vildtets veksler. Herved er skytterne ”skjult” for vildtet, som ellers nødigt forlader såten.

Skytterne skal altid sættes på post på samme side af spor, brandbælter eller lignende for at undgå farlige situationer.

Drivjagt på flyvende vildt.

Hvis der er tale om drivjagt på flyvende vildt, sættes skytterne gerne på post med afstand til såten og med front mod denne (20-100 meter, alt efter forholdene). Så kan skytten i god tid se fuglen komme imod sig og levere et effektivt dræbende skud.

Skyttekæden skal naturligvis indeholde et passende antal apporterende hunde.

I det vestlige Danmark hvor hårvildtet spiller en stor rolle, er det derfor almindeligt, at skytterne placeres med ryggen mod såten. Omvendt er det i Østjylland og på øerne, hvor der findes meget fuglevildt. Her bliver skytterne oftest sat af med fronten mod såten.

Trykjagt er en udbredt variant af jagtformen fællesjagt med riffel. Det er en effektiv jagtform, når der skal afskydes råvildt. Men trykjagt fungerer også godt i forhold til andet klovbærende vildt og til ræv.

Ved trykjagt skal vildtet i roligt tempo ”trykkes” ud til skytterne og helst slet ikke opdage, at det jages, før skuddet falder. Det er altså en jagtform, som forstyrrer meget lidt, og som derfor ikke stresser vildtet unødigt. Af samme grund benyttes der typisk ikke hunde til trykjagt.

Fremgangsmåden er: En eller nogle få personer går roligt gennem terrænet. Derved skabes en uro, der får vildtet til at sætte sig i bevægelse, idet dyrene søger væk fra det område, hvor driverne er. Når vildtet på denne måde søger ud af såten, vil det typisk ske stille og roligt, og normalt følger dyrene de naturlige veksler, altså de stisystemer, som vildtet også bruger, når det til daglig bevæger sig rundt i terrænet.

Dyrenes bevægelser forudsigelige.

Netop dyrenes brug af vekslerne betyder, at den stedkendte jæger ofte nogenlunde sikkert kan forudsige, hvor vildtet kommer. Så kan skytterne placeres ved vekslerne, hvor de har gode muligheder for at udvælge de rette dyr og for at afgive skud.

Skuddene kan desuden blive meget sikre, fordi vildtet passerer i roligt tempo – modsat drivjagt med store, drivende hunde: Her oplever man ofte, at dyrene flygter i høj fart og ikke følger vekslerne. Så bliver det langt mere uforudsigeligt, hvor dyret kommer. Farten gør det samtidig betydeligt sværere at udvælge de rette dyr, ligesom selve skuddet stiller større krav til jægeren.

Både store og mindre terræner.

Trykjagt er meget velegnet i større skovområder, men kan også sagtens praktiseres i mindre skove og på åbne arealer. Trykjagt kan gennemføres uafhængigt af vildtbestandens størrelse. Og ved registrering af deltagernes iagttagelser, kan jagtformen være med til at skabe et bedre overblik over bestanden.

Godt tidspunkt for afskydning.

December og januar er gode måneder til trykjagter. I løvskovsområder er de fleste blade faldet af træerne, og det giver de posterede skytter bedre overblik over, hvad der sker i området. Dermed har de også bedre muligheder for at udvælge de rette dyr til afskydning. Det bedre udsyn betyder desuden, at man lettere kan afgøre, om der kan afgives et forsvarligt skud i en bestemt retning.

En anden fordel ved jagt sidst på sæsonen er, at lam og kalve har tillagt sig mere vægt og dermed udgør en større kødmæssig værdi.

Hagl eller kugle.

Haglbøssen og riflen er begge effektive våben til at afskyde råvildt med, og begge kan bruges til trykjagt på råvildt. I sagens natur er den afstand, våbnene kan bruges på, den vigtigste forskel. Hvis skytterne placeres under trange forhold, er haglbøssen mange gange den våbentype, som giver de bedste skudmuligheder.

Mulighederne for at udvælge og nedlægge de svageste individer i bestanden indskrænkes imidlertid, når skydeforholdene er trange. Det skyldes, at tiden fra skudmuligheden opstår og til skuddet skal afgives, er meget kort. Så er det vanskeligt at vurdere, om det dyr, som man har mulighed for at skyde, er det rigtige ud fra den givne parole.

Skud på lang afstand.

Riflen er den mest benyttede våbentype til trykjagt, fordi den giver mulighed for at skyde på forholdsvis lang afstand. En maksimal skudafstand på 80-120 meter er hensigtsmæssig, og i mange tilfælde tilstræber man at holde afstanden på 40- 60 meter, hvilket giver gode skudmuligheder. Disse afstande sikrer samtidig, at skytten kan få riflen i anslag, uden at vildtet opdager det.

På trykjagt med riffel bør man ikke skyde til råvildt i bevægelse. På grund af artens måde at bevæge sig på, risikerer man nemlig let at sætte et dårligt placeret skud, der ødelægger kødet unødigt – eller man laver en anskydning.

Det er godt jægerhåndværk at skyde til råvildt, der står stille og at placere skuddet på bladet. Så er der mindst risiko for anskydning og samtidig minimal ødelæggelse af kødet. Kunsten ved at skyde råvildt i spring er at vente, til de står stille.

Skytterne og deres placering.

Antallet af skytter på en trykjagt afhænger i høj grad af terræn, formål og ønsker til jagtens praktiske gennemførelse. Derfor kan deltagerantallet variere lige fra to til mange. Dertil kommer en eller to deltagere, hvis opgave det er at trykke såterne igennem.

En god post kan fx være placeret 40-60 meter fra en befærdet vildtveksel, hvor der samtidig er et godt udsyn. Så kan skytten bedømme vildtets køn og alder i god tid forud for skudafgivelsen. Det giver mulighed for en såkaldt selektiv afskydning, hvor jægeren bevidst går efter dyr, som er svagelige eller som man af andre grunde gerne vil have nedlagt.

Overblik i højden.

En placering på en bakketop eller i en skydestige/et skydetårn har den fordel, at der kan afgives meget sikre skud, fordi den højere placering giver bedre kuglefang. Desuden giver det bedre overblik at komme i højden. Godt udsyn kan også findes i en lysning eller ud til et nytilplantet område i skoven.

I mange tilfælde kan det også være effektivt at sætte en skytte af inde i en tæt tykning, hvor han/hun er godt camoufleret. Den bedste placering afgøres ud fra stedet, dets karakter og de erfaringer, man har fra tidligere jagter i området.

Skydning fra jordhøjde.

Hvis man som skytte bliver placeret på jorden, er det en god idé at stille sig op ad et træ, der kan skjule ens silhuet. Det kan anbefales at fjerne grene og kviste på jorden i en 50 cm bred cirkel rundt om træet. Så kan man bevæge sig lydløst rundt om træet for at opnå den bedste dækning i forhold til den retning, som dyrene kommer fra.

Når der skal skydes, kan man bruge træstammen som anlæg og skyde fra stående stilling, eller man kan sætte sig på hug. Undlad dog at holde riffelpiben direkte ind mod stammen. Det forhindrer, at svingningerne i piben bevæger sig frit, når skuddet afgives, og det påvirker præcisionen. Derimod kan den hånd, der holder fast i skæftet, godt holdes ind mod stammen. Det giver et udmærket anlæg, som sikrer stabil skydning.

Sådan udvælges dyr til skydning.

Trykjagten giver som nævnt gode muligheder for at udvælge de dyr, der skal afskydes.

Generelt skal man sørge for at skyde de dyr, som umiddelbart virker svage:

• Dyr som er mindre end de andre.
• Dyr som skifter pels sent.
• Dyr som ser afmagrede ud.

Da råbukkens opsats ofte er kastet i december og januar, kan det umiddelbart være vanskeligt at afgøre, om det dyr, man har foran sig, er en buk eller en rå. Der er dog en række gode kendetegn, der kan hjælpe med at bestemme kønnet:

• Råen kendes især på det såkaldte skørt. Det er en hårdusk, som sidder nederst på spejlet og dækker for kønsorganerne.
• Bukken kendes først og fremmest på dens pensel – en hårdusk under maven ved penis. En kastet buk (som man kalder en buk, der har smidt opsatsen), har i mange tilfælde en firkantet pande. Og hvis opsatsen netop er kastet, er der to blodige pletter oven på dyrets hoved, der hvor opsatsen har siddet. For at se det, skal man helst sidde højt i forhold til dyret. Men det sker, at bukken holder hovedet, så det kan ses.

Til hjælp for aldersbestemmelsen skal man vide, at ældre dyr ofte har en længere hals og et mere langstrakt snudeparti end yngre dyr. Omvendt ses kort hals og stump snude mest tydeligt på lammene, der ved vintertrykjagter er omkring et halvt år gamle.

Jagtformen består i, at deltagerne omringer et stort areal (såten) og driver dette ind mod et fælles centrum. På denne måde dannes der en ”kedel” – deraf navnet.

I starten kan jagten foregå som flere individuelle trampejagter, hvor skytterne både må skyde fremad og bagud. Når skyttekæderne nærmer sig hinanden, og senest når cirklens diameter er cirka 350 meter, giver jagtlederen et signal om, at der kun må skydes bagud.

Når skytterne i kæderne tilsammen kan danne en cirkel, hvor de ved skydning bagud kan dække alle flugtveje fra cirklen, kan en eller flere hundeførere gå ind i cirklen for at rejse eller lette de resterende stykker vildt, der eventuelt har samlet sig her.

Trampejagt er en simpel jagtform, der kan udøves af enhver jæger, alene eller i selskab med andre. Hvis man er flere, foregår jagten ved, at jægerne på en linje ”tramper” ud over jagtarealet og skyder til det vildt, der rejses­inden for skudhold.

Det sker, at der anvendes hunde ved trampejagt, men kun hvis bevoksningen er meget tæt. Jagthunden holdes normalt i snor eller er fri ved fod – det vil sige følger jægeren ved siden, som om den var i snor. Hvis hundene får lov til at løbe løs, vil de ofte støde vildt uden for skudhold eller komme i vejen for et sikkert skud.

Jagten kan drives på både flyvende og løbende vildt og i alle typer terræn. Det er dog afgørende for sikkerheden, at alle deltagere kan orientere sig i forhold til hinanden.

Under trampejagt udnytter jægeren et af vildtets instinkter for overlevelse, som får dyret til at ”trykke”, når en fare nærmer sig. Denne reaktion betyder, at fx haren bliver siddende i sædet helt frem til det øjeblik, hvor den føler sig opdaget eller truet til flugt.

Det er uhyre vigtigt, at deltagerne holder en linje, når de tramper afsted. Den bagerste jæger skal hurtigt på linje med de andre jægere, så skyttekæden også kan afgive forsvarlige skud bagud. Hvis man går forskudt for hinanden, ødelægges muligheden for at afgive skud.

Hare i fokus.

Selv om der nedlægges andre arter som bekkasin og fasan under trampejagt, forbinder de fleste jægere udtrykket med jagt på hare.

Jagten organiseres på følgende måde: Selskabet stiller op på en linje med passende afstand mellem jægerne (25-30 meter) og bevæger sig i roligt tempo frem over arealet. Uanset om jagten drives af en enkelt mand eller som et selskab, trampes såten af i modvind eller sidevind, så vildtet ikke presses af jægernes fært.

På dage, hvor harerne sidder hårdt, øges chancerne, hvis man med mellemrum gør holdt. Det gør haren usikker og kan få den til at springe. Der kan afgives skud, når vildtet kommer inden for skudhold. Husk, at bagskud til hare er mindre effektivt end sideskud. Derfor bør skudafstanden reduceres fra de anbefalede 30 meter i sideskud.

Man kan opleve harer, der letter foran drevet, passerer igennem det og løber bagud. I den situation må skytten naturligvis ikke bringe sit våben i anslag, før haren har passeret og tilbyder et skud, der er sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Alle stopper ved apportering.

Når der er skudt til et stykke vildt, gør selskabet holdt, mens der apporteres. Drevet genoptages først, når alle igen er klar. På den måde sikrer man, at alle er opmærksomme på skytten eller hunden, der nu færdes uden for linjen. Dødsskudt vildt der falder foran drevet, kan dog med fordel blive liggende, til drevet når frem.

Harer følger gerne forskellige elementer i terrænet – vejrabatter, grøfter, skovbryn, levende hegn m.fl. Derfor kan enkelte jægere, forud for drevet, sættes på post i markhjørner, ved overkørsler, huller i levende hegn eller lignende, som tillader naturlig passage. På denne måde bliver jagten kombineret med jagt på drevne harer. Det kræver naturligvis, at jagtlederen giver signal til de drivende skytter, når der af sikkerhedsmæssige grunde ikke længere må skydes fremad.

Støverjagt er velegnet til jagt på hare, råvildt og ræv i områder, hvor vildtbestanden er lille. Under de rette omstændigheder kan man imidlertid have succes med støverjagt på kronvildt .

Ræv, råvildt og hare er de typiske vildtarter, der drives støverjagt på. Det foregår især i egne, hvor terrænerne er store og vildttætheden er lav, det vil sige fortrinsvis de jyske plantager. Det normale deltagerantal på en støverjagt er 2-6 skytter, hvoraf den ene også er hundefører.

Jagten går ud på, at støveren tager foden op af (får færten af) en af de nævnte vildtarter. Herefter begynder drevet. Hunden halser på foden (på sporet af vildtet), jægerne lytter efter lyden og flytter sig flere gange i løbet af jagten. Samtidig førsøger de hele tiden at placere sig optimalt i forhold til drevet. Det er typisk i nærheden af veksler, hvor man har erfaring for, at vildtet passerer. Derfor kræver denne jagtform også godt kendskab til terrænet.

Tidkrævende jagtform.

Sammenlignet med traditionel drivjagt er tempoet betydeligt langsommere, og drevet tager længere tid. Ofte bevæger vildtet sig under de rette omstændigheder rundt i terrænet i cirkler, og derfor kommer det ad de samme veksler flere gange i løbet af drevet. Så kan jægerne i mange tilfælde nå at placere sig bedst muligt til ”næste gang”, hvis der observeres vildt tidligt i drevet.

Jagtformen kræver en vis erfaring, et godt lokalkendskab – og stor forsigtighed. Det gælder om at placere sig, så man kan afgive skud til vildtet, uden at det er til fare for de andre jægere og hunden.

Støverhunde.

Nogle hunderacer er særligt fremavlet til støverjagt. I Danmark bruger man blandt andre strelluf-støveren, en dansk race der er fremavlet på grundlag af tyske og schweiziske støverracer. Strelluf-støveren er nærmest identisk med dreveren, som er en af Sveriges populæreste støverracer. Det er en meget stærk og hårdfør lille hund, årvågen og ivrig. I dag ses den imidlertid uhyre sjældent på jagt, da den kræver store terræner.

De fleste af nutidens danske støverjægere bruger gravhunde, som har gode støveregenskaber. Der findes avlslinjer af gravhunde, hvor trangen til at drive er betydeligt mere fremtrædende end lysten til at gå i grav. Beagler ses nu og da i støver-funktion, og de kan have samme egenskaber som de egentlige støverracer. Terriere og wachtelhunde benyttes også til støverjagt eller til jagtformer, der er nært beslægtede.

Selvstændige hunde.

Den gode støver skal være meget vedholdende og skal om nødvendigt kunne følge foden af et bestemt stykke vildt i flere timer. Det kræver meget selvstændige hunde, og i avlsarbejdet har man da også vægtet evnerne til at kunne arbejde selvstændigt på fod af hårvildt. Derfor kan man ofte opleve støvere som meget egenrådige.

Effektiv og skånsom jagtform.

På støverjagt afgives der som regel meget sikre skud, da vildtet ofte bevæger sig roligt og ikke virker særlig forstyrret. Afhængigt af lokale forhold kan der bruges enten haglbøsse eller jagtriffel.

Hvis støverjagt drives med erfarne jægere og hunde, er jagtformen særdeles effektiv, når man tager i betragtning, at jagten typisk foregår på ret vildtfattige terræner. En markant fordel ved støverjagt er desuden, at den forstyrrer meget lidt. I sin optimale form berører forstyrrelsen kun det stykke vildt, hunden driver med. Det gør jagtformen meget skånsom over for det øvrige vildt på terrænet.

Støverjagt på kronvildt.

Der kan også drives støverjagt på kronvildt, selv om arten ikke er specielt velegnet til denne jagtform. Det skyldes, at krondyrene er meget følsomme over for drivende hunde. Det gælder især, når disse hunde – som støverne – holder foden, altså går målrettet og vedholdende på sporet af vildtet. En støver går typisk på foden af byttedyret i en halv til en hel time.

Gamle hinder og hjorte lader sig dog ikke påvirke noget videre af de små hunde. Derfor kan det give en meget udfordrende jagt, hvor jægerens evner for alvor kommer på prøve, hvis man går specifikt efter disse ældre, erfarne dyr.

De fleste inkarnerede støverjægere ønsker imidlertid slet ikke, at hundene reagerer på fod af kronvildt. De satser helhjertet på ræv, råvildt og hare.