Danmarks Jægerforbund i CIC
Vigtig at vi bruger trofæopmålere fra DJ og NSK
Når en jagtforening benytter en trofæopmåler, som er tilknyttet DJ eller NSK, høstes vigtige data til brug ved f.eks. jagttidsforhandlingerne.
Som mange ved, indgik Danmarks Jægerforbund og Nordisk Safari Klub (NSK) sidste år en samarbejdsaftale, som skal sikre lokal og ensartet opmåling af danske jægeres trofæer. Mange jægere sætter stor pris på at benytte sig af tilbuddet om at få opmålt deres trofæer. Nogle bruger opmålingen til at sammenligne det seneste trofæ med de trofæer, der måske allerede hænger på væggen, mens andre bruger tallene til at følge en bestands udvikling igennem en længere årrække.
Men opmålingerne har også yderligere værdi end som så. Opmålinger, foretaget i regi af jægerforbundet eller NSK, indgår nemlig som vigtige data i jægerforbundets kontinuerlige arbejde i forhold til arter, jagttider, mv. Data, som vil gå tabt, hvis en jagtforening vælger at benytte en ekstern opmåler, som ikke er knyttet til jægerforbundet eller NSK.
Da Danmarks Jægerforbund via sit medlemskab af Det Internationale Jagtråd (Conseil International de la Chasse - CIC) måler efter CIC's regler, kan man, uanset hvor i verden et trofæ er nedlagt, altid sammenligne opmålingsdata.