Hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg køber et jagthorn?

 

Skal man købe eller låne et horn? Hvis du er i tvivl, så lån et og find ud af om du synes det er noget du gerne vil. Derefter kan du gå ud og investerer i et horn. Nogle foreninger kan også tilbyde udlån af horn når man deltager i deres Jagthorns kurser. Der er også kredse som har horn til udlån, så spørg jeres jagthornskoordinator om det er en mulighed.

Uanset at hvilket horn du får fat i, selv en trompet kan bruges (her bruger man så ikke ventilerne), så skal de være stemt I Bb. Det kan en blæser / underviser hurtigt konstatere.

Vil man investerer i et horn fra start, så køb et billigt brugt horn. Jeg plejer altid at sige, at som nybegynder er det OK at finde sig et billigt horn, stemmetræk eller ej, hvis det kan fås til en fornuftig pris. Gerne brugt. Man kan godt lære at frembringe tonerne på hornet uden stemmetræk. Men vil man spille sammen med andre blæsere, så er det nødvendigt med stemmetræk. Det er et rør som mundstykket sidder i, så man har mulighed for at regulere længden på hornet og dermed tonen.

Når man så har besluttet at man vil investere i et dyrere horn, kan det gamle bruges til at tage med ud i skoven ( så husk at gemme bæreremmen). De vil altid få buler ude i skoven, og der spiller man typisk alene til start og slut af såterne. Så bruger vi de dyre til morgenparole og vildtparaden.

Der findes mange fabrikanter af jagthorn. Som udgangspunkt for begynder, så bør man gå efter de lidt mere kendte mærker så som Dotzauer og Melton og Kühnl & Hoyer. Der findes også udmærkede kinesiske horn, som også godt kan bruges til nybegyndere, men der skal man lige høre andre, om deres erfaringer med det pågældende mærke, vedrørende kvalitet og klang. Desuden anbefales det at man køber et mundstykke C7 (typisk trompet mundstykke), hvis der ikke allerede er et på i forvejen. Det vil koste ca. 200-400 kr. Der findes rigtigt mange typer og størrelser, angivet med nummer på mundstykket, og man kan ikke sige at det ene er mere rigtigt end noget andet. Men erfaringen er, at de fleste synes godt om at bruge 7C mundstykke.

Men prøv det, der følger med, det kunne jo være at det fungerer. Man kan altid købe et nyt. Køber man et nyt mundstykke, skal man forvente ca. 3 ugers træning før man føler at det fungerer. Er man ikke tilknyttet et kursus, vil kredskoordinatorerne kunne vejlede / anvise hvor der undervises i jagthorn. Privat undervisning er også en mulighed, men som regel også dyrere.