Regler for jagt i Sverige
Opdateret 13. august 2024.
Vil du som dansker på jagt i Sverige, skal du - ligesom de svenske jægere - betale en årlig vildtplejeafgift og bidrage til udviklingen af jagt og vildtpleje i Sverige. Afgiften gælder for ét år ad gangen (1. juli til 30. juni det følgende år.) Vildtplejeafgiften er pt. på 400 svenske kroner.
Naturvårdsverket har en hjemmeside, hvor du blandt andet kan betale dit "jaktkort", når du er registreret som bruger. For at registrere dig og få adgang til siden skal du have en email-adresse. Når du har registreret dig, kan du betale dit "jaktkort" med VISA eller Mastercard. Du kan også tjekke, om dit jagttegn er betalt, samt registrere dig til jagt på ulv og los.
Når du har betalt jagttegnet, kan du downloade dit e-jagttegn på svensk, engelsk eller tysk. E-jagttegnet er gyldigt som udskrift eller gemt i elektronisk form. Du kan således fremvise dit e-jagttegn på din smartphone. Et svensk jagttegn skal altid medbringes på jagt. Læs mere om det statslige jagtkort her.
OBS: Vi har modtaget henvendelser fra folk, der oplever at Naturvårdsverkets betalings side ikke fungere. Oplever du det, kan du her på deres hjemmeside læse, hvordan du laver en direkte overførsel til dem.
Se filmen herunder om brug af natjagtudstyr i Sverige:
Jagttider i Sverige
Husk at der kan være forskellige jagttider i de forskellige svenske len. Du kan finde de specifikke jagttider på det svenske jægerforbunds hjemmeside.
Hvordan får jeg jagtvåben med til Sverige?
De svenske myndigheder forlanger, at du tolddeklarerer våben og ammunition både på vej ind og ud af Sverige.
Dette gøres over internettet på Tullverkets hjemmeside (Husk, at du senest 20 dage efter udrejse skal afregistrere våbnene via det link du får tilsendt i forbindelse med deklarationen).
Såfremt du ikke afregistrerer våbnene inden for denne periode låses hjemmesiden og du er efterfølgende nødt til at kontakte Tullverket personligt.
Ved indførsel af lyddæmper til sverige er der ikke krav om særskilt deklaration, lyddæmperen deklareres sammen med det våben der indføres og opføres sammen med ammunition. Læs mere om Svenske regler for indførsel af våben og lyddæmper
Ud over tolddeklareringen skal du altid medbringe gyldigt dansk jagttegn, evt. riffeltilladelse samt gyldigt EU-våbenpas (hvis ikke du har et gyldigt EU-våbenpas eller hvis du skal medbringe en natsigtekikkert og andre tilladelsespligtige genstande, der ikke kan optages i EU-våbenpasset, kan du alternativt udfylde en tolddeklaration (se mere her).
Husk at alle EU-lande kræver en dokumentation for formålet med rejsen, f.eks. en jagt invitation eller en tilmelding til en skydekonkurrence i besøgs landet.
Hvordan får jeg hunden med til Sverige?
Du kan få din hund med til Sverige, når den lever op til følgende krav:
- Gyldig ID-mærkning
- EU kæledyrspas (Alternativt kan denne blanket anvendes)
- Gyldig rabiesvaccination (Sverige accepterer kun dyr, der tidligst er vaccineret, når de er tre måneder gamle, og de kan tidligst indføres 21 dage efter første vaccination).
Hvis du vil have din hund eller kat med til Sverige, skal du desuden anmelde dyret til Tullverket. Hvis ikke du anmelder hunden eller katten, kan det være et brud på loven og medføre en straf for smugling.
Anmeld på nettet - vælg den grønne passage.
Hvis du rejser til Sverige fra Danmark eller et andet EU-land, kan du anmelde din hund og katt til toldvæsenet på nettet. Når du kommer til Sverige, skal du vælge den grønne passage ved toldgennemgangen eller der hvor der er markeret - "inget att deklarera". Du skal kunne vise dit registreringsnummer og hundens EU-kæledyrspas, hvis en toldembedsmand beder dig om det.
Foretag din elektroniske anmeldelse af kat eller hund her.
Hunden skal ligeledes anmeldes, selvom du blot har den med på transitrejse gennem Sverige - eksempelvis til eller fra Bornholm. Læs evt. artiklen "Transport af hund til Sverige" af Max Steinar.