Regler for jagt i Finland

For at få finsk jagttegn skal en udenlandsk jæger dokumentere, at han eller hun har tilladelse til at drive jagt i sit hjemland. Denne dokumentation skal forelægges den lokale jaktvårdsförening i Finland, der herefter bestiller et indbetalingskort fra jæger-registret. Efter betaling fungerer kortet som jagttegn.

Jagttegnet er gyldigt i ét år fra 1. august til 31. juli det efterfølgende år. Til jagttegnet, der rettelig er en vildtplejeafgift, er tilknyttet en jægerforsikring. Den erstatter i tilfælde af personskade forvoldt ved brug af skydevåben under jagt. Forsikringen gælder udelukkende i Finland og kun så længe, det finske jagttegn er gyldigt. Den forsikring, der er tilknyttet det danske jagttegn, gælder generelt i hele Europa og træder således til, hvis forsikringsdækningen i Finland af en eller anden grund ikke måtte virke.

For at jage storvildt (råvildt og opefter) i Finland skal en udlænding have aflagt skydeprøve med jagtriffel. Dette kan ske i hjemlandet, men skal i så fald dokumenteres, således at finsk vidnesbyrd kan udfærdiges. Er der ikke aflagt skydeprøve i hjemlandet, kan det ske i Finland.
Adresser og andre oplysninger findes på: www.riista.fi

Jagt på Ålandsøerne kræver særligt jagttegn. Nærmere oplysning hos Ålands Landskapsstyrelse ved jagtforvalter Roger Gustavsson.
E-mail: roger.gustavsson@regeringen.ax

Rejse med våben i Finland

Du kan uden særlig tilladelse, og uden at stoppe i tolden for deklarere, rejse ind i Finland med våben og ammunition, såfremt du er i besiddelse af et gyldigt europæisk våbenpas og under forudsætning af, at du højst skal være i Finland i tre måneder.

Husk at alle EU, og EØS-lande kræver en dokumentation for formålet med rejsen, f.eks. en jagt invitation eller en tilmelding til en skydekonkurrence i besøgs landet.

Hvis ikke du har et EU-våbenpas, kan du manuelt deklarere våbnet ved de finske toldmyndigheder, når du krydser grænsen. Husk at du også skal deklarere våbnet ved de danske toldmyndigheder.

Det er dog en betingelse, at du rejser ind i landet for at deltage i jagt eller konkurrenceskydning, og du skal kunne dokumentere, at du for eksempel har adgang til et jagtterræn eller skal deltage i en skydekonkurrence.

Desuden er du forpligtiget til at fremvise våben og våbenpas, såfremt politiet, statens naturopsyn eller andre relevante myndigheder forlanger dette.