Schweiss-registret

Via Schweiss-registret kan du finde en schweisshundefører, der kan hjælpe dig med at finde et påkørt eller anskudt dyr.

Alle kan få brug for en schweisshund, også dig, selv om du ikke går på jagt! Er uheldet ude, står der landet over, kompetente hundeførere klar til at eftersøge og aflive klovvildt som er nødstedt.

Menneskets – det være sig jægerens såvel som trafikantens - møde med vildtet er ikke altid lige lykkeligt. På trods af at godt jægerhåndværk bl.a. er at reducere anskydninger til et minimum, så er der selv for den bedste jæger til tider et skud, der sidder et andet sted end intentionen var! Vores handlinger som mennesker har konsekvenser for vildtet, men er uheldet ude, gør Schweiss-registret hvad der er muligt for at gøre skaden god igen.

Op gennem 1960’erne steg jægernes bevidsthed om vigtigheden af at sikre vildtets tarv efter skuddet. Den gang var rå-, då- og kronvildt ikke så udbredt, som tilfældet er i dag. Jagt på det klovbærende vildt var for de få. I starten af 1970’erne blev de første schweissprøver afviklet i Danmark, og de hunde, som med deres førere bestod de første 400m/3timers prøver, blev starten til det danske Schweiss-register. Den første liste over disse hundeførere blev bragt i Dansk Jagtforenings medlemsblad, Dansk Jagttidende, i 1974.

Et stykke klovbærende vildt, som flygter efter skuddet, skeler ikke til ejendomsskel. De første pionerer gjorde det, under de givne betingelser, så godt, at myndighederne, ved Jagtlovsrevisionen i 1982, valgte at legitimere hundeførerne. Dermed fik de juridisk hjemmel til at krydse ejendomskel uden forudgående tilladelse for at eftersøge og aflive nødstedte vildt.

Siden 1982 har jagtlovgivningen således givet en særlig bemyndigelse til de legitimerede hundeførere i Schweiss-registret - i daglig tale Schweisshundeførerne. Herefter var de legitimerede hundeførere ikke længere blot en flok almindelige jægere med særlige kvalificerede hunde.

Siden legitimeringen i 1982 har schweisshundeførernes kompetencer udviklet sig, men i samme takt er kravende til hundeførerne steget tilsvarende. De legitimerede hundeførere i Schweiss-registret har nu ifølge den gældende lovgivning monopol på at kunne vurdere om et stykke påskudt klovbærende vildt kan findes eller ej. Uden de legitimerede hundeførere ville jagt på klovbærende vildt ikke kunne etisk forsvares, men i den yderste konsekvens vil det heller ikke være juridisk muligt!

Hundeførerne i Schweiss-registret besidder i dag særlige kompetencer og er særligt uddannede til at løse eftersøgninger af nødstedt klovbærende vildt. De har en stor passion for, i samarbejdet med deres hunde, at hjælpe jægere og bilister, når uheldet er ude og et stykke nødstedt klovbærende vildt er flygtet.

Det er Naturstyrelsen som har ansvaret for Schweiss-registret.

Læs mere om Schweiss-registret her