Etiske retningslinjer for håndtering og træning af hunde
Danmarks Jægerforbund har en række etiske retningslinjer for håndtering og træning af hunde. Bliv klogere på dem her.
- Inden for al jagthundetræning og -prøver skal hensynet til hundens velfærd prioriteres over alt andet. Hundens velfærd skal gå forud for ejerens, trænerens, opdrætterens og officials interesser og ønsker. Hundetrænerens ambitioner må ikke overskride hundens evner.
- De etiske retningslinjer vedrørende hundens behandling, velfærd og sundhedstilstand skal overholdes - ikke blot under deltagelse i udstillinger, prøver eller konkurrencer – men nok så vigtigt i den daglige træning og håndtering.
- For Danmarks Jægerforbund er holdningen, at al omgang med hunden skal baseres på respekt for hunden som et levende væsen og med forståelse for hundens naturlige adfærd.
- Det er af stor betydning, til stadighed, at stille krav til sig selv, om løbende at uddanne sig i træning og håndtering af hunden.
- Hunden skal altid håndteres og trænes på en måde, som sikrer, at dens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov tilgodeses.
- Al træning af hunden skal foregå på hundens præmisser og opbygges omkring et godt forhold mellem hund og fører.
- Al træning af hunden skal baseres på positiv indlæring, motivation og forstærkning af ønsket adfærd.
- Det ikke er acceptabelt at irettesætte en hund, der udviser tydelig angst eller stressende adfærd.
- Der skal i træningen tages højde for racespecifikke forskelle, alder og køn, herunder om det er en hvalp, en unghund eller en voksen hund.
- Enhver form for vold og fysisk afstraffelse i omgangen med hunde er fuldstændig uacceptabel og en overtrædelse af dyreværnsloven.
- Hundens sociale tilpasning og glæde ved at samarbejde med mennesker skal stimuleres allerede i hvalpestadiet.
- Ved at motivere hunden, aktivere den hensigtsmæssigt, være konsekvent, vise imødekommende venlighed, tillid og ved at sætte hensigtsmæssige grænser, tydeliggøres det sociale samspil mellem hund og ejer.
- Når man har vundet hundens tillid og respekt gennem venlig, retfærdig og konsekvent opførsel og håndtering, er fundamentet skabt til et godt forhold mellem hund og fører.
- Al vellykket hundetræning bygger på et harmonisk godt forhold mellem hund og fører.
- Visse hundetyper udsættes for relativ hård belastning og risiko i deres træning og praktiske arbejde. Kravet til hundens tilpasning til forskellige former for aktivitet, miljø osv. må aldrig overskride hundens evner.