Vildtforvalteruddannelsen
Siden 1950 er der blevet uddannet vildtforvaltere fra Kalø. Først i regi af Jægerskolen og siden Vildtforvaltningsskolen/Danmarks Jægerforund. I alt er det blevet til næsten 500 vildtforvaltere med baggrund som enten herregaardsjæger eller relevant uddannelse (igangværende eller afsluttet) inden for jagt, jordbrug, skovbrug, biologi mv.
Skovskolen vandt udbuddet af bl.a. vildtforvalteruddannelsen i 2000, og har derfor i 2021 og 2023 alene stået for uddannelsen, med undervisningsbidrag fra Vildtforvaltningsskolen/Danmarks Jægerforbund. Fra 2024 har Skovskolen og Vildtforvaltningsskolen/Danmarks Jægerforbund indgået et partnerskab om vildtforvalteruddannelsen i 2025. Se mere om uddannelsen her.
Vildtforvalteruddannelsen sigter mod at give deltagerne de kvalifikationer, der er nødvendige for at forvalte og planlægge for natur-, vildt- og jagtinteresser på bedriftsniveau. Derved forberedes deltagerne til fremtidige stillinger som praktisk udøvende, i administrative jobs, og i konsulentvirksomheder, som direkte eller indirekte berører forvaltningen af vildtet og dets levesteder.
Nøgleordene for fremtidens vildtforvaltere er faglighed, seriøsitet, ansvarlighed, fleksibilitet og åbenhed, således at vi kan indrette os efter de krav vi selv stiller og som samfundet stiller til en professionel vildtforvalter.
Vildtforvalteruddannelsen er en driftsorienteret SU-berettiget uddannelse, der kvalificerer til at varetage jobs inden for jagt- og naturforvaltning på alle niveauer. Formålet med vildtforvalteruddannelsen er, at uddanne forvaltere af naturressourcer indenfor vildtforvaltning, såvel på ejendomsniveau som på nationalt niveau.
Hør fire tidligere elever fortælle om Vildtforvalteruddannelsen.