Vildtfarsbrød med mozzarella

HER ER EN herlig ret, du skal prøve at lave af dit hakkede vildtkød fra råvildt, kronvildt eller dåvildt. I farsen kan blandes – stort set næsten alt. Prøv for eksempel at tilsætte hakkede oliven, tørrede tomater eller fetaost til den den rørte fars og oplev, at det konventionelle farsbrød får en helt anden karakter. Kun fantasien og smagen sætter grænsen.

Antal personer: 4 prs.
Ingredienser: Ca. 300 g hakket vildtfars Ca. 300 g hakket kalv og gris 1½ tsk. salt og friskkværnet peber 1 fed hakket hvidløg 1 æg ½-1 l dl mælk
1 dl rasp 2 dl revet mozzarella 5-6 skiver parmaskinke eller 1 pakke bacon 4 laurbærblade Lidt frisk rosmarin - kan det ikke skaffes, kan tørret rosmarin også bruges Evt. rodfrugter: Løg, gulerødder, pastinak, persillerod og hele fed hvidløg 1 dåse hakkede flåede tomater 1 dl grønsagsbouillon

Fremgangsmåde:

  1. Ælt farsen sej med salt.
  2. Tilsæt peber, hvidløg, æg, mælk og rasp. Mængden af mælk justeres efter konsistensen af farsen.
  3. Bred halvdelen af farsen ud, og læg den revne mozzarellaost på midten, kom resten af farsen over, og tryk den sammen, så den får form som et brød. Tryk enderne lidt sammen, så osten ikke falder ud.
  4. Dæk farsbrødet med de røgede skinkeskiver eller bacon. Læg farsbrødet på et stykke bagepapir i et ildfast fad, stik laurbærblade i, og drys med rosmarinblade.
  5. Skrællede, skårne rodfrugter og hele hvidløg lægges eventuelt rundt om farsbrødet. De kan med fordel pensles med lidt olie og krydres med salt.
  6. Fadet stilles i en forvarmet ovn ved 185 grader i 45-60 minutter alt afhængig af tykkelsen på farsbrødet. Det skal have en kernetemperatur på 75 grader.
  7. Når farsbrødet er færdigt, tages det op. Skyen hældes i en gryde sammen med de hakkede tomater og bouillonen. Lad det koge op, og smag til med salt og peber.

Servering:

Svampe kogt ned med fløde er også superlækkert som sauce til denne ret. Retten serveres med de bagte rodfrugter eller salat og den varme sauce. Dertil gerne hvide eller stegte kartofler.

Velbekomme

Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken