Vildt på grillen

FILET eller stege fra køllen på den nemme måde.

Antal personer: 4 prs.
Ingredienser: Dyrefilet eller stege fra køllen, det vil sige inderlår, klump eller yderlår Evt. bacon i skiver Marinade til kødet:
½ dl god madolie 1 tsk. salt 1 tsk. hvidløgspeber Lidt frisk timian og salvie

Fremgangsmåde:

  1. Hvidløgspeber, friske blade af salvie og timian knuses i en morter sammen med saltet og blandes godt med olien. Når marinaden har trukket en halv til en hel time,
    smøres den ud over kødet, som også gerne må trække en halv times tid før stegningen – eventuelt i en plastpose og helst køligt.
  2. Kødet kan, hvis man har lyst, pakkes ind i baconskiver, som holdes fast med tandstikkere.
  3. Grillen tændes op, og når den er klar, grilles kødet først over den direkte varme for at give farve og grillskorpe, og dernæst under låg på kuglegrillen, hvor kødet
    placeres over den indirekte varme – altså ikke lige over de glødende kul. Stegetermometer er perfekt i denne situation, og når kødet er 62 grader varmt i midten, er det rosastegt, hvilket kødet bør være for at holde sig lækkert saftigt.
  4. Tag kødet af grillen, og lad det trække ca. 15-20 minutter under stanniol.

HUSK!

Kernetemperaturen stiger i hviletiden.
62 grader – rosa stegt.
65 grader – let rosa.
72 grader – gennemstegt.

Servering:

Når kødet er taget af grillen, og det har trukket i ca. et kvarter, skæres det i papirtynde skiver og serveres med en lækker salat, kold kartoffelsalat af nye kartofler og gerne med et godt glas rødvin eller en kraftig øl.

Velbekomme

Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken