Ølbraiserede dyreskanke

KØD FRA SKANKENE er noget af det mest oversete på vores hjortevildt, men noget mere smagfuldt findes næsten ikke. Blot kræver det, at skankene er passende krydret, og at stegetiden er tilpasset, så kødet næsten er så mørt, at det kan falde fra benene – selvfølgelig uden at det er stegt helt tørt. Kød fra skank kan nemlig tåle en forholdsvis lang tilberedningstid. Ud over at braisere skankene færdig på komfuret eller i ovnen, kan de med stor fordel steges færdig i kuglegrillen efter afbruningen.

Antal personer: 4 prs.
4 dyreskanker Olie ½ l sød, mørk øl (endelig ikke bitter øl) Salt og peber Revet skal fra 1/2citron
1 spsk. dijonsennep 4 fed hvidløg Evt. lidt citronsaft Evt. maizena

Fremgangsmåde:

  1. Skankene brunes i olie i en stegegryde.
  2. Kassér olien efter bruning, og tør gry den af med køkkenrulle. Læg kødet tilbage i gryden sammen med øl, salt, peber, citronskal, sennep og hakket hvidløg.
  3. Lad det simre under låg på komfuret eller stil det i kuglegrillen eller ovnen, sidstnævnte ved 180 grader i ca. halvanden time. Kom lidt vand ved, hvis de er ved at koge tørre under tilberedningen.
  4. Tjek efter ca. halvanden time, om de er godt møre. Kødet skal næsten kunne falde fra benene. Er de ikke møre, skal de braisere lidt længere.
  5. Skyen smages til med salt og peber. Den kan jævnes en anelse med maizena, hvis man ønsker en lidt tykkere sky. Saucen kan med fordel tilsmages med lidt citronsaft.


Servering:

De braiserede dyreskanke serveres med ølskyen – eventuelt med et strøg af skyen hen over for at de ikke skal få et alt for tørt udseende. Af tilbehør er der uanede muligheder lige fra nye kartofler til stegte kartofler, kartoffelmos, ris eller pasta. Gerne serveret med alle variationer af salat.

Velbekomme

Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken