Øl- og fennikelbraiseret dyrebov

SELV OM FORÅRET er over os og sommeren lige om hjørnet, så kan denne simregryde med øl sagtens gå an, da den er tilpasset med lidt af forårets grønsager, men hvor også smagfulde vintergrønsager indgår. Øl passer fint til vildt og kan jo tilpasses med mørkt øl i stedet for hvedeøl, hvis man føler mere for det. Måske kan man her oven i købet finde sin helt egen variation af retten alt efter øltype og grønsager. Jo mere spændende bliver det. Her følger en grundlæggende opskrift, som kan varieres, som man vil. God fornøjelse!

Antal personer: 4 prs.
Ingredienser: 1 rådyrbov Lidt olie 1 løg 2 fed hvidløg 1 hvedeøl Ca. 4 dl grønsagsbouillon Lidt friske timiankviste
2-4 gulerødder 2 bundter forårsløg 1 frisk fennikel 1 spsk. tomatpuré Lidt persille Lidt maizena Salt og peber

Fremgangsmåde:

  1. Rengør grønsagerne, og skær løg, gulerødder, fennikel og forårsløg i passende stykker.
  2. Del boven i tre stykker i leddene.
  3. Brun bovstykkerne sammen med løg og hvidløg i en stegegryde med varm olie. Krydr med salt og peber. De sidste minutter brunes gulerødder og fennikel med.
  4. Tilsæt øl, bouillon, tomatpuré og nogle friske timianstilke. Lad det simre under låg i ca. 1½-2 timer. Kødet skal være så mørt, at det slipper benet. Er det nødvendigt,
    kan retten spædes med yderligere grønsagsbouillon, hvis skyen koger for meget væk.
  5. Forårsløgene tåler ikke så meget varme og tilsættes først de sidste 5 minutter.
  6. Tag kødet op, og pil det fra benene. Kødet skæres i grove tern og tilsættes til sidst.

Retten kan jævnes let med maizena, og smages selvfølgelig til med salt og peber inden servering.

Servering:
Retten pyntes med et drys friskhakket persille, og kan serveres med små nye kartofler, ris eller kartoffelmos. Retten kan dekoreres med små, let kogte forårsgrønsager. Retten serveres gerne med en iskold hvedeøl.

Velbekomme

Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken