Lynstegte kron- og dådyrhjerter
HJERTER KAN ANDET end braiseres i en gryde i timevis. Hvis de skæres ud i tynde skiver, og skiverne lynsteges ganske kort tid ved høj varme, så er de også rigtig lækre. Skiverne kan serveres til brunch, på pasta eller kartoffelmos, til salat, eller for eksempel på bruschetta.
Antal personer: 4 prs.
Ingredienser:
500 g hjerte
2 fed hvidløg
Dansk rapsolie
Groft salt og friskkværnet peber
Evt. lidt frisk salvie
Klargøring af hjerter:
Skær det omkring liggende fedt og synlige blodårer af med en skarp kniv. Skyl hjertet grundigt for størknet blod. Hvis hjertet åbnes i siden, er det væsentlig lettere at rengøre det indvendigt. Alle blodårer og hinder skæres af, og størknet blod skrabes og skylles ud.
Fremgangsmåde:
- De rensede hjerter skæres i ½ cm tynde skiver.
- Hvidløgene pilles og hakkes fint.
- Steg skiverne af hjerte i 2-3 minutter på hver side sammen med det hakkede hvidløg.
- Det krydres under stegningen med salt og peber. Kødet kan det sidste minut krydres med lidt friskhakket salvie.
Servering:
Prøv retten på sprød salat, pyntet med mozzarella og frisk basilikum, serveret med lækre flutes og hvidløgssmør.
Velbekomme
Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken