Klassisk tatar af råvildt - serveret med tatarsauce og pommes frites

Det at spise vildtkød råt har vi ikke de store traditioner for her i landet. Man skal dog blot til vores nabolande for at se det på middagsbordet. Prøv det! For har man først det, finder man ud af, at det er utroligt lækkert, mørt og smagfuldt og faktisk ret enkelt at lave. Tatar skal laves af mørt kød, så brug eventuelt inderlår fra dyrekøllen og helst fra et ungt dyr. Husk blot, at kødet ikke må være overmodnet, og hygiejnen skal være helt i top, så man undgår bakterier på kødet.

Antal personer: 4 prs.
Ingredienser: Tatar: Ca. 600 g inderlår fra køllen 1 finthakket skalotteløg ½ dl kapers, evt. hakket 1 spsk. dijonsennep 2 spsk. Worcestershire sauce ½ tsk. revet peberrod Lidt purløg Havsalt og friskkværnet peber ---------------- Tatarsauce:
200 g mayonnaise 2 spsk. skyr 6-8 finthakket cornichoner 2 tsk. citronsaft 1 spsk. finthakket purløg 1 spsk. finthakket persille 1 tsk. dijonsennep Salt og peber ---------------- Tilbehør: Pommes frites, helst hjemmelavede

Fremgangsmåde:

Tatar:

  1. Klargør kødet ved at befri det for hinder og sener.
  2. Hak kødet i hånden med en superskarp kokkekniv på et pinligt rent skærebræt. Hak kødet helt fint.
  3. Kom det hakkede kød over i en skål. Rør det med de hakkede løg, kapers, sennep, Worcestershire sauce, peberrod og det hakkede purløg, salt og peber. Husk, at det må hellere krydres for meget end for lidt, da det rå kød virkelig skal smage af noget.
  4. Lad tataren trække et kvarter i køleskabet.
  5. Form den som små tynde bøffer, og den er serveringsklar.

Tatarsauce:

  1. Rør mayonnaise og skyr sammen.
  2. Hak alle ingredienser ganske fint. Kom dem i mayonnaisen.
  3. Smag til med sennep, salt og peber.

Servering:

Den kolde rå tatar serveres med hjemmelavede pommes frites og den kolde tatarsauce. Som alternativ kan man servere tataren med friskbagt groft rugbrød, gerne ristet, og den kolde sauce til.

Velbekomme

Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken