Grillede retter af hakket vildtkød - Vildtdeller med kokos, chili og nødder

Anderledes frikadeller med asiatisk islæt – meget velsmagende. På grillen er de nemmest at stege, hvis man har en grillplade til sin grill. Alternativet er en grillbakke med lidt olie i bunden.

Antal personer: 4 prs.
Ingredienser: 300 g hakket vildtkød 200 g hakket gris 1 tsk. salt og lidt peber 1 æg 1 løg
½ rød chili 1½ dl kokosmælk ½ tsk. karry 1-2 spsk. hakkede pinjekerner 2 spsk. hvedemel Lidt olie eller smør til stegning

Fremgangsmåde:

  1. Hak løget fint.
  2. Rør farsen med salt, derefter æg, det hele røres godt igennem.
  3. Tilsæt det hakkede løg, og rør farsen igen. Tilsæt så kokosmælken og resten af ingredienserne. Konsistensen på farsen kan justeres med lidt hvedemel.
  4. Form farsen til fine frikadeller med en ske.
  5. Steg dellerne i en anelse olie eller smør på en stegeplade på grillen.
  6. Tjek temperaturen med et stegetermometer. Frikadeller er færdige, når kernetemperaturen er 75 grader.

Servering:

Server dellerne lige fra grillen – rygende varme. Som tilbehør kan anbefales en rissalat eller en salat med frugt. Til det hele serveres gerne friskbagt brød og persillesmør.

Velbekomme

Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken