Dyrefilet i svampesauce
ET godt vildt alternativ til f.eks. julefrokostbordet.
Antal personer: 4 prs.
Ingredienser:
1 dyrefilet, 450-500 g
Salt og peber
300 g svampe
1 løg
Lidt olie og smør
1 dl grønsagsbouillon
2½ dl piskefløde
Hakket persille
Fremgangsmåde:
- Klargør fileten ved at fjerne hinder og sener. Skær den ud i tre cm tykke skiver. Dup dem tørre med køkkenrulle, stil dem på højkant, og tryk dem lidt med hånden,
krydr med salt og peber. - Rengør svampene, og skær dem i passende skiver eller stykker, og hak løget.
- Skiverne af fileten steges gyldenbrune, ca. et minut på hver side på en glohed pande, hvorefter de lægges i en ildfast skål/fad.
- Rist svampene på panden i fire-fem minutter. Tilsæt salt og peber, og fordel dem over kødet.
- Tilsæt lidt smør på panden, og svits de hakkede løg i tre-fire minutter. Hæld bouillon og fløde på panden ved løgene, og lad det småkoge nogle få minutter.
- Smag til med salt og peber, og hæld saucen over bøfferne. Sæt fadet i ovnen ca. 15 minutter ved 200 grader.
Servering:
Serveres rygende varm, pyntet med grofthakket persille, gerne med groft rugbrød og lidt syltede asier eller syltede agurker til.
Velbekomme
Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken