Den nemme og sikre dyrefilet med svampe og bagte sweet potatoes
Antal personer: 4 prs.
Ingredienser:
600-800 g krondyrfilet eller filet fra råvildt
4-8 skiver røget spegeskinke
Frisk timian
Olie
Salt og hvidløgspeber
----------------
Garniture:
500-600 g blandede svampe
500 g sweet potatoes
----------------
Sauce:
3 skalotteløg
3 dl rødvin
4-5 dl fond eller bouillon
Evt. fløde
Salt eller peber
Maizena til jævning
Fremgangsmåde:
Kødet:
- Fileterne skæres fri for hinder og sener. De deles i fire-otte stykker, og hver ombindes med en skive røget spegeskinke og en stilk frisk timian.
- De steges i olie, og stegetiden er blot tre-fem minutter på hver side afhængig af tykkelse, de skal helst serveres rosastegte, så en kernetemperatur på maks. 60 grader kan anbefales. Efter endt stegning dækkes de med stanniol og trækker ca. 10 minutter inden servering.
Garniture:
- Svampene rengøres og steges i lidt varm olie tilsat lidt smør. De krydres med salt og peber.
- Sweet potatoes skrælles, skylles og skæres i tern eller stave. De vendes i lidt olie, krydres med salt, og bages i ovnen på bagepapir til de er møre, ca. 15-20 min.
Sauce:
- Skalotteløgene rengøres og hakkes fint og sauteres (svitses uden at brune) i lidt smør i en gryde, rødvinen tilsættes, og det nedkoges til halv mængde.
- Fonden hældes ved, og saucen står og simrer lidt, hvorefter den jævnes med maizena. Saucen kan tilsættes fløde.
- Lige inden servering piskes 50 g smør i saucen. Saucen justeres eventuelt i farven.
Servering:
Kødet anrettes på fad eller tallerken og pyntes evt. med lidt friske krydderurter. Serveres gerne med kogte aspargeskartofler og en tomatsalat.
Velbekomme
Finn Kallesø Sørensen