Chilihjerter
Hjertet er en hårdtarbejdende muskel. Derfor er den som regel sej, hvis den ikke tilberedes korrekt. Det tilberedes oftest braiseret helt i gryden eller skåret i tern, skiver eller strimler til sammenkogte gryderetter med for eksempel svampe eller grønsager. En stor delikatesse er også koldrøgede vildthjerter.
Klargøring af hjerter:
Skær det omkring liggende fedt og synlige blodårer af med en skarp kniv. Skyl hjertet grundigt for størknet blod. Hvis hjertet åbnes i siden, er det væsentlig lettere at rengøre det indvendigt. Alle blodårer og hinder skæres af, og størknet blod skrabes og skylles ud. Skal vildthjerterne tilberedes hele, med eller uden fyld, snøres de eller holdes sammen med kødnåle.
Hjerter fra unge dyr er typisk møre ved en stegetid på ca. 1-1½ time, men for ældre dyrs vedkommende, eksempelvis fra en ældre hjort, kan stegetiden være helt op til 2-3 timer. Fuglehjerter klargøres på stort set samme måde, men de har dog en væsentlig kortere stegetid.
Fremgangsmåde:
- Klargør hjerterne (se ovenstående). Tør dem godt med køkkenrulle, og skær dem i strimler på ca. 4 x 1 cm.
- Pil løg og hvidløg, og hak det fint. Chili og den røde peberfrugt renses for stilk og kerner. Peberfrugten skæres i grove strimler, og chilien hakkes fint (der bruges kun ca. 1 tsk. af chilien).
- Alle grøntsager svitses i en gryde i varm olie, til de bliver blanke. De tages op og stilles til side.
- Lidt mere olie tilføjes og opvarmes. Bacontern og hjertestrimlerne brunes heri, de sidste minutter tilsættes paprika og eventuelt lidt cayennepeber.
- Kom grøntsagerne tilbage i gryden, og tilsæt de flåede tomater og grønsagsbouillon, det skulle gerne dække hjerterne. Lad det simre stille i ca. en time, til hjerterne er helt møre. Kom fløde i retten, og smag det til med tomatpure, salt og peber.
Servering:
Retten serveres med ris eller pasta. Årstidens grønsager eller en lækker eksotisk salat står sig også godt til denne ret.
Velbekomme
Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken