Bov med forårsgrønt

En lækker grøn forårs- eller sommerret med nye, sprøde grønsager og nye kartofler.

Antal personer: 4 prs.
Ca. 3/4 kg dyrekød med ben (hals kan også anvendes). Urter til kogning, f.eks. løg, gulerod, persillestilke, frisk timian 1 liter suppe fra det kogte kød Salt - Grøntsager ca. 300 g pr. pers.: 1 bundt grønne asparges 6-8 nye gulerødder 3 bundter forårsløg
1-2 fennikel - 1 dl fløde, 13 % Ca. 2 tsk. maizena 1 bundt dild - Tilbehør: Klippet dild og nye kartofler

Fremgangsmåde:

Klargøring af grønsagerne:

Skyl aspargesene, det nederste stykke træede bund fjernes ved at knække det af. Skær aspargesene i ca. tre cm lange stykker. Gulerødder skrælles og skæres i skiver. Den øverste top og rod skæres af forårsløgene, og de skæres i skiver. Fennikel skylles, roden skæres bort, og de skæres i strimler.

  1. Sæt kødet over i så meget vand, at det netop er dækket. Skum suppen, når den begynder at koge, og tilsæt urter og ca. 1 spiseskefuld salt. Kog kødet ved svag varme, til det er mørt – ca. halvanden time. Si suppen. Kog suppen ind til lidt kraftigere smag. Skær kødet i tern, og kasser eventuelle sener og ben.
  2. Kog asparges, gulerødder og forårsløg i suppen hver for sig, til de er knapt møre og tag dem op.
  3. Kog fennikelstrimlerne helt møre i suppen, og purer fennikel og suppe i en blender til sauce.
  4. Jævn med maizenaen, som er rørt ud i fløden, og kog saucen igennem.
  5. Varm kød og grønsager i saucen, og smag til med salt og peber.


Retten serveres med klippet dild og nye kartofler.

Velbekomme

Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken