Sneppe med estragon og citron

Vildt er ikke længere forbeholdt de dyre restauranter. Nu kan du selv lave de lækreste retter til en rimelig pris. Har man ikke selv adgang til vildt, så kan det i dag købes ferskt eller frossent hos de fleste fiske- og vildthandlere – ligeledes har mange supermarkeder også vildt i deres sortiment. Det er heller ikke kun de dyre udskæringer, man bør anvende; en vildthakkebøf eller gryderet med vildtkød er også fornemt på en hverdag. Under alle omstændigheder signalerer vildtretter dog, at vi tænder stearinlysene og sætter os tæt sammen omkring gryden – det giver hygge og nærvær. Traditionelt serveres flødesauce og waldorfsalat til vildt. Men da vildt typisk er mørkt og kraftigt i smagen, vil det også gå godt i spænd med meget andet. Det kunne for eksempel være syrligt tilbehør som sprøde æblebåde i en olivenoliedressing med fransk sennep og citronsaft, smørstegte brombær eller kirsebær med balsamico.

Antal personer: 4 prs.
4-6 snepper 1 dl. citronsaft 50 g smeltet smør Salt og peber 250 g østershatte 1 citron
1 spsk. vindruekerneolie 1 dl hønsebouillon 3 spsk. firske estragonblade Evt. bacon

Fremgangsmåde:

  1. Læg de klargjorte snepper i et ildfast fad.
  2. Dryp med citronsaft, og lad dem trække i 10 minutter.
  3. Pensl dem med halvdelen af det smeltede smør, drys med salt og peber.
  4. Er snepperne flåede, kan de eventuelt ombindes med en skive bacon.
  5. Stil fadet i en 200 grader varm ovn og steg dem 20-30 min. Prik i kødet. Hvis der kommer klar saft ud, er de færdige.
  6. Svits østershattene i olie et par minutter.
  7. Tilsæt resten af smørret, bouillonen, skallen af citronen skåret i strimler og estragonblade.
  8. 8.Giv det hele et hurtigt opkog. Smag til med salt og peber.


Servering:

Anret snepperne på fad eller tallerken, og hæld lidt af sovsen over. Server pasta til, og anret den rundt om snepperne.

Velbekomme

Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken