Saltet fasanbryst med frugtsalsa og nudler

Vildt er ikke længere forbeholdt de dyre restauranter. Nu kan du selv lave de lækreste retter til en rimelig pris. Har man ikke selv adgang til vildt, så kan det i dag købes ferskt eller frossent hos de fleste fiske- og vildthandlere – ligeledes har mange supermarkeder også vildt i deres sortiment. Det er heller ikke kun de dyre udskæringer, man bør anvende; en vildthakkebøf eller gryderet med vildtkød er også fornemt på en hverdag. Under alle omstændigheder signalerer vildtretter dog, at vi tænder stearinlysene og sætter os tæt sammen omkring gryden – det giver hygge og nærvær. Traditionelt serveres flødesauce og waldorfsalat til vildt. Men da vildt typisk er mørkt og kraftigt i smagen, vil det også gå godt i spænd med meget andet. Det kunne for eksempel være syrligt tilbehør som sprøde æblebåde i en olivenoliedressing med fransk sennep og citronsaft, smørstegte brombær eller kirsebær med balsamico.

Antal personer: 4 prs.
2 fasaner (4. stk. fasanbryst) 100 g fars evt. kalv og flæsk 1 æg 250 g ægnudler 50 g revet ost 2 dl fløde 30 g smør 1 fed hvidløg 1 fed hvidløg
Saltlage: 125 g salt 1 l vand 1 spsk. sukker Frugtsalsa: 1 mangofrugt 1 rød chili 1 spsk. æblecidereddike 1 spsk. honning 2 spsk. olivenolie Lidt salt

Fremgangsmåde:

  1. Læg nudlerne i vand.
  2. Bland saltlagen til fasanbryststykkerne.
  3. Læg fasanbryststykkerne i en plasticpose, og bank dem med en kødhammer. Læg dem i lagen, og lad dem trække i ca. 30 min.
  4. Skær ingredienserne til frugtsalsaen i terninger og strimler, og bland dem med honning og æblecidereddike. 5.
  5. Bland kødfarsen med peber, æggehvide, en halv deciliter fløde og nogle krydderier, der passer til, f.eks. timian, estragon eller persille. Der skal ikke tilsættes salt.
  6. Rul derefter farsen ind i de bankede fasanbryststykker.
  7. Læg fasanbryststykkerne i et ovnfast fad. Pensl fasanbryststykkerne med smeltet smør med timian og hvidløg. Steg dem i ovnen ved 75 grader, til de har en temperatur på 65 grader.
  8. Varm den resterende fløde med revet ost i en rummelig gryde, og tilsæt nudlerne.

Servering:

Skær fasanbryststykkerne i skiver, og server dem med frugtsalsa og nudler.

Velbekomme

Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken