Grillet edderfuglebryst

At grille har ofte været signalet til hyggeligt samvær en sommeraften i skønt vejr, hvor man slapper af og nyder maden i det fri med familie og venner. I dag har mange en lukket grill, en kuglegrill, så det at grille er ikke længere noget, der kun hører sommeren til. Med den lukkede kuglegrill kan man grille året rundt i al slags vejr. Kuglegrillen har ikke blot forlænget grillsæsonen væsentligt, men har også åbnet for nye muligheder, der inddrager adskillige andre kulinariske traditioner med mange nye og spændende ingredienser, f.eks. vildt. Vildt bliver nemlig fremragende, hvis det er tilberedt korrekt i grillen – altså skånsomt og med nænsom hånd, så det beholder saft og smag.

Antal personer: 4 prs.
6-8 stk. edderfuglebryst 2 tskf. hvidløgspeber fra Santa Maria 1-2 spskf. sweet hot chilisauce 1/2 dl olivenolie
1 tskf. salt Friske salvieblade, 2-4 pr. bryststykke 1 pakke bacon i skiver

Fremgangsmåde:

Klargøring:

Blotlæg brystet og skær brystfileterne af. Sørg for at alt fedtet fra underhuden kommer af. Der bliver to virkelig flotte bryststykker af hver fugl. Lårkødet kan skæres fra benene og anvendes til andre formål. Kasser resten.

  1. Rør hvidløgspeberen sammen med olivenolie, chilisauce og salt.
  2. Pensl bryststykkerne med krydderolien. Læg nogle salvieblade på hvert bryst og sno en skive bacon omkring. Hold eventuelt baconen på plads med en tandstikker eller kødnål.
  3. Grill bryststykkerne i ca. 45 minutter i god afstand fra kullene, eller grill dem indirekte i kuglegrillen.
  4. Vend dem jævnligt, og pas på at de ikke bliver brændte.


Servering:

Inden servering fjernes tandstikkerne, og hvert bryst deles i to med et skråt snit. Serveres med flødekartofler, en lækker salat og lunt brød til.

Velbekomme

Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken