Edderfuglebryst med jasminris og sursød sauce

Vildt er ikke længere forbeholdt de dyre restauranter. Nu kan du selv lave de lækreste retter til en rimelig pris. Har man ikke selv adgang til vildt, så kan det i dag købes ferskt eller frossent hos de fleste fiske- og vildthandlere – ligeledes har mange supermarkeder også vildt i deres sortiment. Det er heller ikke kun de dyre udskæringer, man bør anvende; en vildthakkebøf eller gryderet med vildtkød er også fornemt på en hverdag. Under alle omstændigheder signalerer vildtretter dog, at vi tænder stearinlysene og sætter os tæt sammen omkring gryden – det giver hygge og nærvær. Traditionelt serveres flødesauce og waldorfsalat til vildt. Men da vildt typisk er mørkt og kraftigt i smagen, vil det også gå godt i spænd med meget andet. Det kunne for eksempel være syrligt tilbehør som sprøde æblebåde i en olivenoliedressing med fransk sennep og citronsaft, smørstegte brombær eller kirsebær med balsamico.

Antal personer: 4 prs.
4 store stykker edderfuglebryst uden ben Ca. 500 g grønsager i strimler Lidt rapsolie 4 dl jasminris Salt og peber Soja
Til saucen: 2 spsk. tomatpuré 1/2 rød chilifrugt i terninger 1 spsk. hvidvinseddike 2-3 spsk. sukker 2 dl vand Salt og peber

Klargøring:

Blotlæg brystet på fuglene, og skær brystfiletstykket af på begge sider af brystbenet. Sørg for at alt fedtet fra underhuden kommer af. Der bliver to virkelig flotte bryststykker uden ben fra hver fugl. Anvend f.eks. lårkødet til edderfuglegullasch. Kassér resten.

Fremgangsmåde:

  1. Kog først risene med dobbelt mængde vand og en smule salt.
  2. Kog alle ingredienserne til saucen sammen, smag til med salt og peber.
  3. Skær edderfuglekødet i fine strimler.
  4. Brun kødet i varm rapsolie, tilsæt grøntsagerne og svits dem med. Smag til med soja, salt og peber.

Servering:

Server retten rygende varm sammen med risene og sursød sauce. Server gerne lækkert brød til.


TIPS! Grønsager til retten:

I mange supermarkeder fås diverse frosne wokblandinger, som er udmærkede produkter, hvor der kun skal tilsættes kød. Men friske grønsager er toppen.

Velbekomme

Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken