Dykandebryst med kanel og rustikke vintergrønsager

En kraftfuld og velsmagende ret med brystkød fra dykænder – tilberedt med masser af grovskårne grønsager, som kan afpasses efter årstiden. Retten er nem at lave og smager skønt. Kød fra andet fuglevildt kan selvfølgelig også anvendes til denne ret. Inden tilberedning får kødet et hurtigt opkog for at fjerne alle de proteinstoffer, der ellers vil gøre retten grumset og kedelig at se på.

Antal personer: 4 prs.
Ingredienser: Ca. 700-800 g brystkød fra dykænder Smør 2 løg 1-2 fed hvidløg 2-3 gulerødder 1 lille porre 1/4 knoldselleri 2-3 persillerødder
300 g spidskål eller hvidkål 1 stykke hel kanel 2-3 laurbærblade 3-4 nelliker ½ grønsagsbouillonterning Lidt kruspersille til pynt Salt og peber 300-400 g kartofler

Fremgangsmåde:

  1. Klargør brystkødet ved at fjerne eventuelle sener, og skær det i tykke skiver på ca. 1½ centimeters tykkelse.
  2. Rengør kartoflerne, og skær dem i både.
  3. Rengør resten af grønsagerne, og skær dem i meget grove stykker.
  4. Sæt kødet over at koge i koldt vand i en stor stegegryde. Når det kommer i kog, så tag kødet op, og skyl det i koldt vand. Kogevandet smides ud, og gryden skylles og rengøres.
  5. Læg nu kødet i bundet af gryden, og læg grønsagerne ovenpå (undlad kartoflerne). Krydr det med lidt salt og peber. Tilsæt kanelstang, bouillonterning, nelliker og laurbærblade.
  6. Hæld vand ved. Det skal helst lige dække indholdet, øverst lægges en god klat smør.
  7. Læg låg på gryden, og lad retten stå at simre i ca. 45 minutter. Fisk forsigtigt grønsagerne op, og hold dem lune. Tilsæt kartoffelbådene ved kødet, og kog det yderligere ca. 45 minutter, til kartofler og kød er mørt.
  8. Når kødet er helt mørt, er retten færdig. Smag til med yderligere salt og peber, hvis det er nødvendigt.

Servering:

Sæt gryden på bordet, og server retten i dybe tallerkener sammen med groft rugbrød eller noget lækkert lyst brød. Syltede rødbeder passer fint til retten og eventuelt lidt god sennep.

Velbekomme

Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken