Cremede agerhøns med svampe, chili og kokosmælk
Agerhøns er små lækre spisefugle, og specielt de unge fugle er meget eftertragtede. Det er ikke svært at kende forskel på unge og gamle agerhøns. De unge fugle har gule ben, hvorimod de gamle har grå. Svingfjerene på de unge høns er fint spidse; på de gamle er de buttede eller nærmest runde i enderne. Husk! Agerhønen skal helst plukkes og ikke flås. Pas på! Undgå at tilberede unge og gamle høns sammen. Enten får de unge alt for meget, eller de gamle alt for lidt. Unge agerhøns plukkes, udtages og tørres af med køkkenrulle. Hvis det ikke er nødvendigt, så lad være med at skylle dem. Derefter er fuglene klar til stegning.
Fremgangsmåde:
- Klargør de plukkede agerhøns. Det vil sige skyl dem grundigt, og dup dem tørre med køkkenrulle.
- Varm olien i en stegegryde, og brun fuglene grundigt på alle sider. Hæld olien fra, og tilsæt grønsagsbouillonen. Kom låget på, og lad agerhønsene simre ved ikke for
kraftig varme i en lille times tid. - Imens pilles løget og hakkes fint, svampene rengøres, og chilien skylles, befries for kerner og snittes fint. De hakkede løg svitses (uden at de tager farve) i en smule
smør i en gryde sammen med friskhakket chili. Svampene deles og tilsættes, de svitses med, til væden fra dem er næsten kogt væk. - Når agerhønsene er færdige/møre, det vil sige, at kødet på lårene slipper benet, tages de op af gryden og holdes varme, mens saucen laves ved at tilsætte fløde, kokosmælk, løg, svampe og chiliblandingen til stegeskyen. Kog det godt igennem, og smag til med salt og peber.
Servering:
Fuglene halveres og serveres med saucen henover, pyntet med en håndfuld grofthakket persille. Retten serveres med f.eks. små smørstegte kartofler eller kartoffelmos.
Velbekomme
Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken