Vildtsushi

SUSHI BLIVER, SOM de fleste ved serveret med rå fisk og skaldyr. Sushi behøver dog ikke nødvendigvis bestå af disse ingredienser, men kan serveres med forskellige typer stegt eller råt kød i stedet, hvilket er blevet mere og mere populært på vores breddegrader. Her i opskriften er der leget lidt med kombinationen sushi og forskelligt vildtkød. Menuen er velegnet til både forret, hovedret eller natmad.

Antal personer: 4 prs.
Ingredienser: 1-2 poser sushiris Lidt risvinseddike 1 sushimåtte til at fremstille ruller med ---------------- Rådyrroastbeef: ½ rådyrfilet Lidt olie, salt og peber ---------------- Stegt fasanbryst: 2 stk. fasanbryst Rasp, olie, salt og peber ----------------
Røget kølle: Røget filet eller kølle af kron-, rå- eller dåvildt Lidt æggestand ---------------- Grønsager: Gulerødder, agurk, avocado, rød peberfrugt og friske asparges ---------------- Pynt: Krydderurter, f.eks. dild eller koriander, ristede sesamfrø, sød chilidressing, hvidløgsdressing, forårsløg m.m. ---------------- Tilbehør: Wasabi, soja og syltede ingefær i skiver

Klargøring:

Fremgangsmåde til risene:

  1. Skyl risene godt igennem i en si, til vandet er klart. Dryp dem af, og kog dem efter anvisning på emballagen.
  2. Køl derefter risene ned, og vend lidt risvinseddike i risene.

Roastbeef af rådyrfilet:

  1. Rådyrfileten klargøres ved at fjerne alle hinder og sener.
  2. Steges på en stegepande i hed olie ca. fem minutter på hver side, krydres med salt og peber.
  3. Køles herefter ned. Fileten kan steges dagen før.

Dybstegt fasanbryst:

  1. Fasanbryst skæres i strimler på en cm tykkelse, vendes i rasp og steges på panden i rigeligt hed olie og krydres med salt og peber.

Forberedelse af det grønne:

  1. Gulerødderne skrælles og skæres på langs i meget tynde stave på ca. en halv cm tykkelse.
  2. Agurken skæres i lange stave af samme tykkelse som gulerødderne, på samme måde skæres den røde peberfrugt.
  3. De grønne asparges blancheres let, dvs. de koges et-to minutter i letsaltet vand og afkøles.
  4. Avocadoen skrælles og skæres i tynde skiver.

Sushi med dybstegt fasan:

Læg et stykke film på sushimåtten, så risene nemt slipper. Fordel en halv til en hel cm ris på måtten som vist på fotoet. Læg den stegte fasan på risene sammen med rød peberfrugt, agurk og gulerod. Rul rullen fast sammen om fyldet, pil filmen af, og rul sushirullen i ristede sesamfrø. Der lægges avocadoskiver hen over rullen, og den skæres ud i to-tre cm tykke skiver, som evt. pyntes med strimler af rå rødbede.

Sushi med røget dyrekølle:

Sushirullen laves som førnævnt, men rulles med grønne asparges og rød peberfrugt i kernen. Når filmen er fjernet, lægges der røget dyrekølle hen over rullen, hvorefter den skæres ud. De små skiver er her pyntet med lidt æggestand, chilidressing, chili og koriander.

Sushi med rådyrroastbeef:

Form en tredjedel af risene – eller det antal, man ønsker – til små ovale risklatter, og læg en tynd skive roastbeef på hver som vist på billedet. Pynt med en lille klat hvidløgsdressing, rød peber eller
chili, forårsløg og lidt krydderurt.

Servering:

Sushien spises traditionelt med spisepinde og små skåle med soja, hvori gæsterne selv kan røre lidt wasabi i, så man selv bestemmer, hvor stærk man vil have sin mad. De syltede ingefær spiser man efter hver slags sushi for at rense smagsløgene, så man er klar til den næste oplevelse.

Velbekomme

Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken