Vildtkebab
ORDET KEBAB ER persisk og betyder egentlig bare grillet kød. Det varieres typisk med lammekød eller oksekød, men der kan dog sagtens bruges vildtkød i stedet. Her i opskriften er der anvendt hakket kød fra sommerbuk, men andet hakket vildtkød fra eksempelvis kronvildt eller dåvildt kan også anvendes.
Fremgangsmåde:
- Bland kødet med persille, det knuste hvidløg og peberfrugt. Allroundkrydderiet tilsættes sammen med lidt spidskommen og kartoffelmel. Krydr det derefter med salt og peber. Lad farsen trække en halv time i køleskabet.
- Del farsen i otte lige store portioner og form hver portion omkring enden af et grillspyd, så tykkelsen bliver 2-3 cm.
- Grill kebabberne ved middel varme, altså indirekte. Det vil sige ikke direkte over gløderne men ved siden af.
- Grilltiden er ca. 3-4 minutter på hver side (4 sider), alt afhængig af tykkelsen på kødet og varmen på grillen.
- Et alternativ til grillen er at stege dem i ovnen på et stykke bagepapir. Stegetiden er ca. 15-20 minutter ved 200 grader.
Servering:
De grillede kebab serveres rygende varme med en lækker salat, gerne kombineret med fetaost. Retten kan eventuelt serveres med lune pitabrød. Her er retten serveret med grillet peberfrugt og grillet hjertesalat. Det gøres på følgende måde: Hjertesalaten halveres på langs, pensles med en anelse olie og grilles på skæresiden ved direkte varme i ca. 2 minutter. Peberfrugterne er blot penslet med olie og grillet. Begge krydres med salt og peber.
Velbekomme
Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken