Vagtelæg, farseret med fars af sommerbuk
FARSEREDE ÆG … en gammel klassiker. Her med en kerne af vagtelæg svøbt i fars fra sommerbukken. Menuen er velegnet som varm middagsmenu, eller de kan serveres som små snack eller tapas. Gerne serveret med vin eller kold øl. Som alternativ til vagtelæg kan anvendes hønseæg, her er de dog mest velegnede som frokost- eller middagsret. Ligeledes er retten fremragende som brunch. Her vildtfarserede vagtelæg serveret på smørstegte asparges og forårsløg med sprødstegt bacon og friteret persille.
Fremgangsmåde:
- Rør det hakkede kød sejt med lidt salt, kom ægget i sammen med lidt peber, sennep, paprika, fintklippet purløg, og tilsæt fuldkornsmelet (kan erstattes af rasp).
- Rør farsen godt sammen, og lad den trække på køl i 15-20 minutter. Imens koges vagtelæggene i to minutter. Bruges almindelige hønseæg, koges de i ca. fire minutter, køl dem af, og pil dem.
- Vend de kogte æg i hvedemel, og pak dem ind i farsen. Rul dem til sidst i rasp.
- Kom 8-10 cm olie i en gryde, og varm det op til ca. 180 grader – det skal syde, når en klat fars kommer ned i olien.
- Frituresteg nogle æg af gangen, indtil de er gyldne og faste. De kan eventuelt steges færdige nogle få minutter i ovnen ved 180 grader.
Servering:
Server æggene straks, eller læg dem i køleskabet, og lun dem lige inden servering. Lige inden de serveres, skæres de i halve og serveres sammen med lidt smørsauce, frisk pasta eller nye kartofler og med en lækker salat til. Som alternativ til salaten kan de serveres med let kogte eller smørstegte sprøde grønsager.
Velbekomme
Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken