Tarteletter med vildtkød og svampe
MAN KAN BRUGE mange variationer af vildtkød som tarteletfyld, så det er op til den enkelte at sætte sit eget præg på retten. Det kan være kød fra forskelligt fuglevildt, for eksempel svømmeænder, dykænder og hønsefugle. Man kan også bruge hare samt uregelmæssige kødstykker, for eksempel dyrebryst, bov og hals. Beregn kogetiden efter, hvilken type kød der bruges. Hovedsagen er, at kødet er rigtig godt mørt, så tilbered altid retten i god tid, da den altid kan lunes igen.
Antal personer: 4 prs.
600 g vildtkød
1 gulerod
1/2 porre
1/8 knoldselleri med top
1 bakke champignoner eller andre svampe
Smør
Ca. 1/2 l fløde
Salt og peber
Tomat og persille
Fremgangsmåde:
- Kødet koges som til suppe. Sæt kødet over i koldt vand, og bring dette til kogepunktet, skum for urenheder, og tilsæt så en suppevisk af gulerod, porregrønt og selleritop.
- Kødet koges, til det er mørt. Gem den overskydende suppe til fond. Den kan
fryses og er altid rar at have til supper og saucer. - Når kødet er kogt mørt, skæres det i små tern.
- Rengjorte champignoner/svampe skæres i passende stykker og sauteres (svitses) i en gryde i smør – de må ikke blive brune. Hæld piskefløde på, så den lige dækker. Kog langsomt fløden ned til jævn konsistens – brug ikke mel. Vend det fintskårne kogte kød i, og smag til med salt og peber.
Servering:
Kom fyldet i varme tarteletter, og pynt eventuelt med tomat og persille. Tarteletterne kan udmærket serveres med grøn salat, marinerede grønsager eller lignende.
Velbekomme
Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken