Stir Fry

Overskriften er engelsk og betyder røre og stege, hvilket lyder meget enkelt, hvilket det også er. Det drejer sig om at have en passende pande, gerne en sauterpande, det vil sige en pande med høje kanter eller en wok. Sidstnævnte er det bedste valg. Derudover kræves der et blus, der kan give godt med varme, og lidt olie til stegeprocessen. Til Stir Fry anvendes friske grønsager alt efter årstiden. Ligeledes anvendes forholdsvis mørt vildtkød, gerne brystkød fra fugle eller skært kød fra køllen. Herunder er lavet et forslag til Stir Fry, men tilsæt gerne, hvad du selv synes, og find din egen favorit.

Antal personer: 4 prs.
Ingredienser 600 g mørt vildtkød skåret i strimler Lidt rapsolie 1 rød peberfrugt i strimler Lidt frisk rød chili En lille bakke sukkerærter skåret i strimler 1 snittet bundt forårsløg 2 gulerødder skåret i stave
1 bakke svampe skåret i kvarte Buketter med lange stilke af et halvt bundt broccoli 1 løg skåret i halve ringe 1 fed snittet hvidløg Lidt frisk snittet ingefær 1 dl sojasauce 2 dl østerssauce Salt og peber

Hvilke råvarer?

Til Stir Fry anvendes friske grønsager alt efter årstiden. Grønsagerne renses og skæres tyndt, så de hurtigt er stegte, uden at de mister deres sprødhed. Ligeledes anvendes forholdsvis mørt vildtkød, gerne brystkød fra fugle eller skært kød fra køllen. For at give smag og lidt særpræg til Stir Fry bruges som regel chili, ingefær og hvidløg. Ligeledes tilsættes lidt saucer eller væsker til retten for at give den smag. Ikke meget, da det jo ikke er en gryderet, vi skal fremstille, men blot lidt, så det giver smag og bliver hængende ved ingredienserne i retten. Væskerne kunne være soja eller fond, og saucerne kunne være østerssauce, chilisauce eller en sojasauce, sidstnævnte ikke at forveksle med soja.

Fremgangsmåde:

Sørg for at have ALLE ingredienserne helt klar inden tilberedning.

  1. Tilsæt olien i en stor wok eller en tykbundet stegepande. Olien skal være meget varm.
  2. Kom kød, løg, hvidløg, ingefær og chili i olien. Giv det lidt farve i nogle ganske få minutter, og tag det af panden.
  3. Tilsæt lidt ny olie, og kom grønsagerne i, når olien er varm. Steg grønsagerne, så de får farve, men stadig beholder deres sprødhed. Bid i dem, og tjek.
  4. Kom kødet tilbage til grønsagerne, tilsæt østerssauce og sojasauce, og smag til med salt og peber. Kødet skal ikke have mere, end det lige er varmt igen.
  5. Ønskes det, kan man tilsætte lidt nudler i retten.

Anretning:

Retten serveres gerne i panden drysset med lidt friskhakket kruspersille. Til retten kan serveres kogte ris eller pasta.

Velbekomme

Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken