Fyldte peberfrugter med vildtfars

At grille har ofte været signalet til hyggeligt samvær en sommeraften i skønt vejr, hvor man slapper af og nyder maden i det fri med familie og venner. I dag har mange en lukket grill, en kuglegrill, så det at grille er ikke længere noget, der kun hører sommeren til. Med den lukkede kuglegrill kan man grille året rundt i al slags vejr. Kuglegrillen har ikke blot forlænget grillsæsonen væsentligt, men har også åbnet for nye muligheder, der inddrager adskillige andre kulinariske traditioner med mange nye og spændende ingredienser, f.eks. vildt. Vildt bliver nemlig fremragende, hvis det er tilberedt korrekt i grillen – altså skånsomt og med nænsom hånd, så det beholder saft og smag.

Antal personer: 4 prs.
8 peberfrugter 1 finthakket løg 600 g vildtfars 400 g hakket svinekød 1 spskf. tomatpuré 2 fed hvidløg
2 æg 2-3 dl mælk Friskhakket persille Salt og peber Rasp

Fremgangsmåde

  1. Skyl peberfrugterne, skær toppene af og rens dem.
  2. Rør ingredienserne til farsen sammen, undtagen raspen.
  3. Fyld farsen i peberfrugterne og drys raspen over 
  4. Sæt de fyldte peberfrugter i et fad, så de står op. Fadet skal kunne tåle at komme i grillen. Grill dem på indirekte varme i ca.1 time.
  5. Sæt peberfrugterne over direkte varme de sidste 10 minutter, så de bliver sprøde. Pas på at de ikke bliver sorte.


Servering:

De grillede, fyldte peberfrugter serveres med en lækker salat, hvidløgssmør og flutes eller ris.

Velbekomme

Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken