Kreds 3 afholdt tirsdag den 9. marts sit ordinære kredsmøde i Skanderborg. Lad det være afsløret med det samme: både kredsformand Erik Lykke Sørensen og hovedbestyrelsesmedlem Jens Bjørn Andersen modtog genvalg. Samtidigt blev Erik Lykke Sørensen valgt som suppleant for Jens Bjørn Andersen.
Den smule ”bølgegang”, der blev tale om, drejede sig blandt andet om at få givet det lokale hovedbestyrelsesmedlem, Jens Bjørn Andersen, sin debut som strand- og havjæger.
Men som emne brændte også netop strand- og havjagten mest igennem, idet kredsens strand- og havjagtkoordinator, Claus Lind Christensen, i sin beretning kom ind på de nedskæringer, denne jagtform står til at opleve med de påtænkte jagttider. Koordinatoren fandt fjernelsen af al havjagt i februar for fuldstændigt uforståelig, og oplevede ofte at høre spørgsmålet fra strand- og havjægere: ”Hvad skal jeg med Danmarks Jægerforbund, når de lader hånt om min jagt og lader det indgå i et politisk spil?”.
- Ole (henvendt til Ole Roed Jakobsen, red.), jeg vil bede dig redegøre for den proces, der er foregået, for på vores strandjægerårsmøde her i kredsen var der meget stor undren over, at det kunne gå så vidt. Strand- og havjægere i kredsen forventer et klart svar, og et svar, der går længere end til, at det blot var en del af det politiske spil. I din redegørelse vil jeg også gerne have et svar på, hvordan du er blevet rådgivet til denne beslutning, og i hvilken grad hovedbestyrelsen har stået bag denne beslutning om, at jagten på vandet i februar skulle ofres på et politisk alter. Jeg siger politisk alter, fordi der på ingen måde er noget som helst biologisk grundlag for den beslutning, der er truffet.
Claus Lind oplyste, at strandjægerårsmødet afslørede, at man gerne ser Jægerforbundet arbejde aktivt på en ændring af jagtloven, således at formuleringen ”Der bør ikke drives jagt i perioden 1. februar-1. august” ændres til en tekst i retning af ”Jagttider fastsættes ud fra, hvad bestandene kan tåle af jagt, under hensyntagen til, at jagten skal være bæredygtig”.
Natura 2000 områderne og brugen af disse kommer ud i høring til sommer, hvilket Claus Lind opfordrede til, at jægerne skal være meget opmærksomme på:
- Dette er en af Danmarks Jægerforbunds største udfordringer den kommende tid. Alle i de grønne råd skal tage sig i agt overfor standardformuleringen med, at forstyrrelserne skal minimeres, hvor der også er tale om fuglereservater. Forhold jer kritisk til dette element, ellers kan det få alvorlige konsekvenser for jagten!
Claus Lind sluttede med at opfordre alle tilstedeværende, både Ole Roed samt formanden for Jægerforbundets Strand- og Havjagtudvalg – hans eget hovedbestyrelsesmedlem – til at få en guidet tur på havet.
Uhensigtsmæssig struktur Kredsformand Erik Lykke Sørensen gentog, hvad han også sagde sidste år; han finder det uhensigtsmæssigt, at kredsbestyrelsen i henhold til vedtægterne ikke må eller skal agere politisk.
- Tanken ved strukturændringen var, at JKF skulle være det politiske arnested med direkte kontakt til det lokale hovedbestyrelsesmedlem. Fint nok, men hvor er det lige JKF og HB’eren mødes? Det er i kredsbestyrelsen, med undertegnede som mødeleder. Uden at jeg ifølge vedtægterne må røre ved de emner, der bliver taget op! Der er stillet forslag om ændring af dette fra vores nabokreds, hvorfor jeg skal anbefale, at vi stemmer sammen på repræsentantskabsmødet.
Flere kom ind på medlemstallet, således også kredsformanden:
- Måske skal man overveje at ændre på mulighederne. Måske skal man kunne blive støttemedlem, hvor man ikke får alle fordele som ved et ordinært medlemskab, men alene viser sin sympati for forbundets virke. Det er jo påfaldende, at ud af 200.000 mulige jagttegnsløsere har vi kun fat i mindre end 80.000 reelle medlemmer. Man kan næsten sige, at dem, der ikke er med os, er imod os.
Erik Lykke opfordrede til at undersøge det juridiske grundlag i registerloven; måske kan man få fastslået, hvem der ikke er medlem, og på den måde rette direkte kontakt til disse personer i et forsøg på at få dem med i Danmarks Jægerforbund.
- Jeg ved godt, at Ole Roed lovede os 20.000 nye medlemmer, da han tiltrådte, men mon ikke det bliver for dyrt for ham, hvis han skal betale for dem selv?! Så opfordringen må være ”Hjælp formanden og skaf et par nye medlemmer!”
Også Erik Lykke undrede sig over, at jagten på havet i februar har måttet stå for skud. Kredsformanden berørte endvidere emnet Nationalpark Mols Bjerge og oplyste, at han og kredsen stadig arbejder på, at han kan få sæde i bestyrelsen.
Medlemstallet i kredsen er steget svagt, med 122 personer til i alt 14.040 medlemmer. Hovedbestyrelsesmedlem Jens Bjørn Andersen opridsede kort sin baggrund, fordi han så enkelte nye ansigter i salen (han har været HB-medlem i to år).
- Da jeg blev valgt, lovede jeg at være samarbejdssøgende, men samtidigt at bide mig fast i problematikkerne. Jeg kan med oprejst pande sige, at jeg har søgt samarbejdet – men samtidigt sagt fra, når tingene ikke var i orden, eller når man i farten glemte at gøre det anstændige.
Februarjagtens endeligt kom Jens Bjørn også ind på:
- Beslutningen er taget uden hold i nogen form for biologi, men er derimod en politisk afgørelse. Som formand for Strand- og Havjagtudvalget er jeg i den grad skuffet over, at politikken står over biologien.
Jens Bjørn lovede, at hans udvalg vil arbejde for at blive bedst muligt klædt på til de næste jagttidsforhandlinger om tre år. Det gør man bl.a. ved at igangsætte et ”Projekt Edderfugl”. Udvalgsformanden takkede for invitationen til at afprøve havjagtens lyksalighed, og lovede at gøre brug af den. Som tidligere sømand og nuværende ansat i shipping industrien er han ingenlunde uvant med saltvandssprøjt, lod han salen forstå.
Jægerforbundets formand, Ole Roed Jakobsen, berørte i sin beretning indstillingen fra kredsene til genvalg af eller nye personer på posterne som formænd for alle landets hjortevildtgrupper.
- Nogle kredse har ikke indstillet mere end én kandidat, selv om vi havde bedt om to navne for at sikre, at den bedst egnede sidder på posten. Nu må vi på hovedbestyrelsesmødet på fredag afgøre, hvordan vi tackler det.
Om forskning og jagttider sagde Ole Roed bl.a., at DJ skal spille en mere markant rolle i fremtiden – men at spørgsmålet er, om forbundet fortsat skal gøre dette gratis.
- Nu får DOF en million kroner for at tælle fugle, hvilket de tidligere gjorde gratis. Så er det tankevækkende, at vore strand- og havjægere nu vil til at tælle edderfugle, og undersøge denne arts velbefindende.
Ole Roed kom også ind på forhandlingerne om jagttiderne:
- Det var ikke let. Vi kunne have stået stejlt på vores, hvorpå folketingspolitikkerne skulle have forholdt sig til flere indstillinger fra et uenigt Vildtforvaltningsråd. Lad mig sige så meget, at det havde vi næppe stået os bedre ved, idet andre emner så kunne være kommet i spil.
Under eventuelt berørte en taler vildtudbytte statistikken på baggrund af, at Skov- og Naturstyrelsen igen er ude med kritik af manglende indberetninger.
- Det er som når præsten skælder ud på de, der ikke er til stede i kirken. Det er næppe vore medlemmer, der ikke indsender statistik, men den halvdel, der ikke er med i Danmarks Jægerforbund. De er uden for pædagogisk rækkevidde! Løsningen er lige for: uden indberetning, ingen jagttegn!
Indlægget høstede et stort bifald.
Kredsformanden lukkede kredsmødet med et lille hip til sit hovedbestyrelsesmedlem, som åbenbart er så nær en ven, at stikpiller er en fast del af omgangstonen.
- Jeg er glad for at høre det anbefalet, at Jens Bjørn skal iklæde sig en rød tophue, når han skal på sin havjagt debut. Jeg er nemlig også gammel sømand, og på maritimt sprog betyder en rød toplanterne: ”Pas på – jeg fører tung last!”. Steinar
|  | Hovedbestyrelsesmedlem Jens Bjørn Andersen vil i den næste jagtsæson få sin havjagt debut. FOTO: MAX STEINAR |  | Claus Lind Christensen var kritisk overfor, at Jægerforbundet er gået med til fjernelsen af februarjagten på havet. FOTO: MAX STEINAR | | | Annoncer |