HjemSitemapKontaktUdskrivFå websitet læst højt
Søg på Jægerforbundet.dk
Nyhedsarkiv
Orienteringsarkiv
Nyheder RSS
Video
Giv os et tip
Nyhedsboks
Få teksten læst op
Rovfugle i knæ
Den rekordhårde og efterhånden rekordlange vinter koster i liv derude i faunaen. Fra ornitologerne lyder meldinger om, at specielt to af vore mest sjældne og sårbare uglearter, den lille kirkeugle og sløruglen er meget hårdt ramt af vinteren.

Der er rapporteret om cirka 250 omkomne slørugler omkring månedsskiftet januar-februar, og det tal må være steget siden, idet sne og kulde holder ved (i alt skønnes den danske bestand af slørugler at udgøre knap 500 par).

Årsagen til uglernes problem er, at sneen har lagt et næsten 100 procent effektivt låg over deres forrådskammer, mus. Sløruglerne jager udelukkende mus, og da de i modsætning til mange andre fugle ikke har et fedtlag at tære på, er de i livsfarlige problemer.

De mange dødfundne slørugler er bl.a. fundet i lader og stalde, hvor uglerne har siddet på hanebjælker og tæret hen.

En af DOF’s førende eksperter i slørugler, Klaus Dichmann, har til foreningens hjemmeside fortalt om et tilfælde, hvor en udhungret slørugle blev set æde kattemad fra en skål på et gulv (se mere på http://www.dof.dk/index.php?id=nyheder&s=nyheder&m=visning&nyhed_id=722 ).

Men også den lille kirkeugle er meget presset. I midten af forrige århundrede var kirkeuglen den måske mest almindelige ugleart i Jylland. Før denne vinter var bestanden nede på måske 60-70 par, og rovfugleeksperten Knud Flensted, DOF, frygter meget for, hvor mange kirkeugler, der klarer sig igennem til foråret. I modsætning til sløruglerne, som kan finde på at jage mus indendørs på hølofter og lignende, så jager kirkeuglen udelukkende udendørs. Den lille rovfugl har en kropsvægt på blot 150-200 gram.

- De mest pessimistiske beregninger frygter en total udryddelse af bestanden. Så hvis man tillader sig at tro, at en halv snes par klarer sig, så må det næsten betegnes som tilfredsstillende, lyder forhåbningen fra Knud Flensted.

Danmark er at regne for kirkeuglens nordligste udbredelsesområde, og det er særligt i det nordlige Himmerland, at den optræder. Uglen lever hovedsageligt af insekter, snegle og smådyr, og efter regn kan den ses løbe over græsplæner i sin jagt på regnorme. Også gnavere og småfugle står på menulisten, men i mindre omfang end hos andre danske uglearter.

Hvad tårnfalke angår, så mener Knud Flensted, at fuglen som bestand betragtet nok skal klare sig, men også her vil en del være bukket under på grund af sneen, som dækker for musene.

- Nogle tårnfalke er trukket mod syd, andre er blevet. Nogle af disse fugle vil utvivlsomt dø, men andre af dem skal nok klare sig, for selv om tårnfalken er specialist i musefangst, så kan de også tage småfugle, når de er pressede.

Mange danskere er blevet bestyrtede over at høre, at der vil dø cirka én million solsorte i denne vinter, men det tal er der ingen grund til at lade sig chokere af, mener Knud Flensted:

- Nej, der dør over en million solsorte i en normal vinter. Nogle af ynglefuglene er trukket sydpå. En betydelig del af de solsorte, vi har i haverne i øjeblikket, er norske og især svenske fugle, som er trukket herned.
Konklusionen er, at bortset fra sløruglen og kirkeuglen (og lokalt måske også agerhøns, frygter Knud Flensted), så behøver vi ikke at bekymre os nævneværdigt om fuglene i den danske natur på grund af vintervejret.

- Udsving har altid været en del af naturens orden. Når ynglesæsonen oprinder, vil der for mange arters vedkommende være mere eller mindre det samme antal ynglefugle, forudser Knud Flensted.
Steinar

 
Tårnfalk-stor.jpg
Tårnfalkene har også haft det hårdt i denne vinter med sneen, der har dækket for musene. FOTO: MAX STEINAR
 

 

Annoncer

Opret tråd om denne nyhed i debatforum
Tip en ven om denne nyhed
[12-03-2010 kl. 08:00]
Tilbage