Kreds 8: Kredsmøde i konstruktiv ånd
Jægerforbundets kreds 8 på Bornholm afholdt kredsmøde i går aftes i Aakirkebyhallerne.

De 54 fremmødte, pressen, Danmarks Jægerforbunds formand, Ole Roed Jakobsen, og Jægerforbundets direktør, Simon Rasmussen, blev budt velkommen af kredsformand Hans Jørn Hansen, der hurtigt hastede videre til dagsordenens punkt 1.

Michael Jørgensen, der blev foreslået og valgt som dirigent gav ordet til kredsformand Hans Jørn Hansen, der herefter aflagde beretning for kredsens virke i 2009.

Kredsens virke
Hans Jørn Hansen begyndte sit indlæg med at se på vildtudbyttestatistikken for Bornholm og kunne konstatere, at udbytterne de sidste par år har ligget ret stabilt, stadig med alt for få fasaner, men til gengæld med et meget stort udbytte af råvildt.

Selv om råvildtbestanden er meget høj, ser den ud til at have en rigtig god trofækvalitet, idet der efter sidste sæson er opmålt ikke færre end 10 guldbukke på Bornholm. Det fik kredsformanden til at stille følgende spørgsmål til DJ’s trofæopmålerteam: ”Gør vi det ikke godt nok nu?”, som kommentar til at opmålerteamet hvert år efter den årlige trofæopmåling udtaler at, ”Der skydes alt for mange unge bukke, til at der bliver gode trofæer”.

Kredsformanden rundede kort emnet fodring af råvildt, som naturligt var kommet til debat i den hårde vinter og sluttede af med at sige: - At uanset om man fodrede og hvordan, hvis man først var begyndt, var det afgørende, at man fortsatte resten af vinteren.

Han mindede om vigtighed af at søge dispensationer til regulering af især krager og husskader, både så det formelle var i orden, men også fordi det er vigtigt, at der bliver skudt et stort antal krager og husskader til gaven for markvildtet. Men sluttede af med at konstatere, at han naturligvis hellere havde set en ”rigtig” jagttid frem for en reguleringsperiode.

Medens han var i gang med at minde jægerne om de ting, de skulle huske, fremførte han også vigtigheden af at udfylde og indsende vildtudbyttestatistikken, da den er afgørende for fremtidens jagtudøvelse.

Hans Jørn Hansen fortalte, at der nu er underskrevet en jagtlejekontrakt mellem DJ på Bornholm og Bornholms Regionskommune om jagten på 1.798 ha i kommuneplantagerne. Det fandt han meget glædeligt for de bornholmske jægere og takkede i den forbindelse kommunens politikere og embedsmænd for et godt og konstruktivt samarbejde.

Kredsformanden rettede en stor tak til HB-medlem Henrik Frost Rasmussen for et godt og konstruktivt samarbejde, som var med til at gøre kreds 8 meget velfungerende. Han rettede ligeledes en tak til koordinatorerne for deres store indsats og fremførte, at de har en stor del af æren for at medlemstallet var steget fra 1.258 i 2008 til 1.271 i 2009.
Derudover takkede kredsformanden for et godt samarbejde med forsvaret på Bornholm og med Skov- og Naturstyrelsen, Bornholm.

Til slut gennemgik kredsformanden DJ’s oplæg til debat om natursyn med forskellige kommentarer. Bl.a. mente han ikke, at råvildtet hører hjemme i hjortevildtgrupperne, da råvildt er
småvildt og ikke skal forvaltes på lige fod med det ”store” hjortevildt. Afsluttende fremførte kredsformanden, at DJ’s ønsker til landbruget måske ville gøre det for svært for erhvervet at eksistere, men mente i øvrigt, at oplægget til natursyn var rigtig godt.

Indlægget fra kredsformanden affødte kun et enkelt spørgsmål og ingen debat.

Strid om Bornholms Jagtcenter
De enkelte koordinatorer gennemgik kort årets program og under denne gennemgang orienterede Henrik Nielsen om den nye organisering på Bornholms Jagtcenter:

- Der har i en årrække været planer om at fusionere Bornholms Flugtskytteklub og Bornholms jagtcenter, således at der kun er en organisation på jagtcenteret, men dette lykkedes ikke selv efter lange forhandlinger. Dette har nu medført, at det har været nødvendigt at danne en jagtskytteklub under DJ, så alle formalia og forsikringer er i orden til den kommende træningssæson.

- Det betyder, at man skal være medlem af enten Bornholms Flugtskytteklub og/eller den nye Bornholms jagtskytteklub under DJ for at kunne deltage i skydning på jagtcenteret. Den nye forening, som blev stiftet 27. februar, vil udover flugtskydning også omfatte jagtrelateret riffel- og bueskydning.

Hovedbestyrelsesmedlem Henrik Frost Rasmussen orienterede kort om Årets jagtforening og Jægerforbundets naturpris 2010.

Indlæg v. formand og direktør
Efter indlæg fra Jægerforbundets formand, Ole Roed Jakobsen, og direktør Simon Rasmussen kommenterede Ole Roed kort på kredsformand Hans Jørn Hansens kommentar om, at ”råvildtet ikke hørte hjemme i hjortevildtgruppen, da det er småvildt”, med, at han forventede, at der i fremtiden ville kommer langt mere fokus på forvaltningsplaner for de enkelte arter, derunder også råvildt.
Slutteligt var der kun et enkelt spørgsmål fra salen vedrørende halereduktion på spaniels. Ole Roed noterede sig spørgsmålet og ville undersøge sagen.

Valg af kredsformand
Der var ikke stillet modkandidater til hverken kredsformand Hans Jørn Hansen eller de kredsbestyrelsesmedlemmer, som var på valg, så Michael Jørgensen, Ib Andersen, Jesper Lauwersen, Hans Jørgen Brandt og kredsformand Hans Jørn Hansen blev genvalgt med applaus.
Af suppleanter var der genvalg til Bo Larsen og Søren Hørning samt nyvalg til Orla Hansen og Lars Folkmann.
Kredsens koordinatorer blev ligeledes godkendt og anerkendt med applaus.
Ingen havde indlæg til eventuelt, og derefter blev mødet afsluttet.
Tommy Hansen

 

 

Annoncer

SCA_Danmark_banner_aug2010.jpg

Opret tråd om denne nyhed i debatforum
Tip en ven om denne nyhed
[02-03-2010 kl. 11:30]
Tilbage