HjemSitemapKontaktUdskrivFå websitet læst højt
Søg på Jægerforbundet.dk
Nyhedsarkiv
Orienteringsarkiv
Nyheder RSS
Video
Giv os et tip
Nyhedsboks
Få teksten læst op
Kreds 1:
Nyt HB-medlem og ny kredsformand
Danmarks Jægerforbunds formand, Ole Roed Jakobsen, konstaterede på kredsmødet i Kreds 1: - Det har været en interessant dag i Nordjylland …

Mødet blev afholdt på Himmerlandsfondens Kursus og Feriecenter i Tranum ved Brovst, og 57 jagtforeninger var repræsenteret med 160 stemmeberettigede.

Kredsformand Leif Bach bød velkommen og håbede på et godt og konstruktivt møde til gavn og glæde for jagtsagen og jægerne både i kredsen og på landsplan.

Strid om dagsordenen
Og næsten inden stemmetællerne var valgt, var første afstemning i gang, da Ole Roed påpegede, at dagsordenen fraveg den normale standard, idet Orientering om hovedbestyrelsens arbejde først kom som punkt 9. 

Ole Roed ønskede, at punktet skulle rykke op efter punkt 4, Orientering om kredsens økonomiske forbrug. Da der var mange forskellige holdninger til dette, og punkternes rækkefølge ikke var i strid med reglerne, besluttede dirigenten at lade det komme til afstemning, efter et hurtigt valg af stemmetællere. 94 stemte for dagsordenen, og 62 ønskede punkt 9 rykket op efter punkt 4.

Kredsens virke
- Sidste år sagde jeg, at vi fortsat ville støde på udfordringer i forbindelse med den nye struktur, og det tror jeg, mange kan tilslutte sig.

- Kredsbestyrelsen har i den forbindelse flere gange overtrådt vedtægterne, hvis man kan udtrykke det sådan, idet vi stort set på hver eneste KB-møde har diskuteret og behandlet politiske sager. Men det har været ting, vi følte os forpligtigede til at forholde os til. Jeg kan her efter to år konstatere, at kredsen sidder med en stærk og kompetent kredsbestyrelse, der engagerer sig og arbejder målrettet efter de mål, de sætter sig.

Han kom også ind på, hvor svært det er at finde nye koordinatorer, når en siddende ordførende koordinator trækker sig, og han nævnte, at det er noget, man i kredsen ser med stor alvor på, og opfordrede hovedbestyrelsen til at tage fat om problemet.

Leif Bachs klare opfordring lød også:

- Årets Jagtforening SKAL i år have en repræsentant fra Kreds 1. Vi har rigtigt gode muligheder for at blande os helt i toppen. Jeg skal derfor endnu engang opfordre jer til at få indstillet kandidater til denne pris, og husk; nu belønnes både nr. et, to og tre!

Herefter var det koordinatorernes tur, hvor den nye webmaster, Lars Uthsen Holm Jacobsen, der er i gang med at designe kredsens nye hjemmeside, først fik ordet.

Strand- og havjagtskoordinator Hans Topholm, havde besluttet at trække sig:

- Det irriterer mig, at man som tillidsmand ikke hører noget som helst, men må finde ud af, hvad der sker ved f.eks. at læse på hjemmesiden. Den dårlige kommunikation og manglende orientering fra hovedbestyrelsen har derfor gjort, at jeg har valgt at stoppe.

Efter en orientering om kredsens økonomiske forbrug, fik de tre kandidater til hovedbestyrelsen ordet.

Valg til hovedbestyrelsen
HB-medlem Martin Andersen fik først ordet:

- Den nye struktur fungerer nu efter to år godt, og den sidste evaluering og finjustering, forventer vi, kan ske på repræsentantskabsmødet. Den har medført nytænkning, og jeg vil gerne påtage mig ansvaret for at arbejde for en fremtidssikret og handlekraftig organisation med god kontakt til tillidsfolk, så vi ikke blot står stærkt udadtil, men også indadtil. Vi skal have en kort reaktionstid, og være synlige; det er et fælles projekt, der kræver deltagelse af os alle. Det er en proces, der vil tage yderligere to til tre år, inden den er helt på plads. Men vi skal også være klar over, at vi med adgang til internettet også selv skal være villige til at søge information.

Herefter fik kredsformand Leif Bach ordet:

- Jeg har sagt ja til at lade mig opstille til HB, da jeg er indstillet som kandidat på otte ud af de netop 10 afholdte JKF-årsmøder, og jeg har opbakning fra ni medlemmer af kredsbestyrelsen, samt en række fag-koordinatorer og lokale medlemmer. Jeg ser en stor udfordring i arbejdet i HB, og jeg kan tilslutte mig, at HB skal arbejde nationalt, men jeg forbeholder mig også retten til at være med lokalt, hvor medlemmerne er!

Han udtrykte, at der i de første to år af strukturen ikke er sket nok: - Jeg har hele tiden påpeget, at kommunikationen og informationen internt i organisationen er utrolig vigtig. Kredsene er blevet særdeles store, og der er blevet ekstra langt ud til medlemmerne i mere end en forstand. Jeg må erkende, at her to år efter er der desværre blevet alt for langt ud til medlemmerne. Mange har svært ved at følge med og føler ikke den samme tilknytning til forbundet som tidligere. Det er derfor vigtigt, at en hovedbestyrelse er imødekommende over for konstruktive og faktuelle forslag, der kommer fra baglandet. Der skal være konstruktiv dialog begge veje! Politisk mangler der også et bindeled, sagde Leif Bach:

- Det er fint, at man i JKF får samlet tingene lokalt i kommuneregi, men herfra går det typisk ind i kredsbestyrelsen. Problemet er blot, at i dag har kredsbestyrelsen ikke kompetence til at agere politisk, og evt. hjælpe JKF med en given sag. Kredsbestyrelsen skal kun operere fagligt iflg. vedtægterne.

Hjortevildtgruppens formand, Tage Espersen, fik som den sidste af de tre kandidater ordet, og han gjorde det kort:

- Jeg er opfordret til at stille op af JKF i Thisted, fordi vi er utilfredse med den forringelse, den nye struktur har medført, hvad information angår. Vi føler, at HB har været meget usynlige i vindmøllesagen i Østerild, og medlemmer, der har henvendt sig til Danmarks Jægerforbund med deres bekymringer, har bl.a. fået at vide, at kronvildt er steppedyr, så der sker ikke noget ved, at så store skovarealer ryddes. Tage Espersen opfordrede herefter til, at de, der ville stemme på ham, i stedet gav deres stemme til Leif Bach: - Han er en ildsjæl, der er meget informativ, og jeg er sikker på, at han også vil kæmpe lokalt.

Efter en del indlæg fra salen blev der stemt, og Leif Bach blev valgt med 91 stemmer mod Martin Andersens 61 stemmer, og Tage Espersen fik seks stemmer. Som suppleant til hovedbestyrelsen blev Tage Espersen valgt med 114 stemmer, idet den også opstillede riffelkoordinator Per Henriksen frabad sig valg.

Valg af kredsformand
Der var tvivl om, hvorvidt der nu skulle stemmes om, hvem der skulle afløse Leif Bach som kredsformand, eller om kredsbestyrelsen selv skulle konstituere sig. Ole Roed erklærede dog, at i denne sag var deltagerne på kredsmødet højeste myndighed, og 72 stemte for et valg nu, 69 stemte nej og fem afgav blanke stemmer.

Per Henriksen blev opstillet uden modkandidat, og fik ordet: - Mange af jer må kende mig, siden I tør give mig den tillid, men for de, som ikke kender mig, vil jeg gerne have lov at præsentere mig. Efter præsentationen, gav han udtryk for, at han glædede sig meget til at prøve kræfter med det nye hverv.

Forslag fra kredsen
Efter valget af repræsentantskabsmedlemmer blev de indkomne forslag behandlet.
Kredsbestyrelsen i kreds 1 havde et ændringsforslag til § 22 stk. 5, hvor formuleringen skulle ændres til: ”Formandens hovedansvar er varetagelse af jagt- og miljøpolitiske spørgsmål på kredsniveau, samt varetagelse af kredsens faglige aktiviteter i samarbejde med kredsens fagkoordinatorer.” Forslaget fik 126 stemmer for og 11 mod, og den nye formulering indstilles herefter.

Et forslag til ændring af § 22 stk. 6 forelå også, idet den skulle tilføjes: ”Varetagelse af jagt- og miljøpolitiske spørgsmål.” Denne afstemning foregik ved håndsoprækning, og forslaget fik et markant flertal af stemmerne.

JKF Brønderslev foreslog, at jagtforeningen selv vælger sin repræsentant i JKF-bestyrelsen, idet man, som det er nu, kan vælge et medlem af en jagtforening, der ikke er i overensstemmelse med den lokale jagtforenings ønske. §17 stk. 1 skal tilføjes: ”… som udpeges og vælges af den enkelte jagtforening i kommunen.” Forslaget fik 121 stemmer for og 16 mod.

Et forslag om et rådighedsbeløb pr. medlem i det lokale JKF til dækning af den daglige drift, blev nedstemt med 107 mod og 33 for.

Mårhund mv.
Ole Roed kom nu med sin orientering om HB’s arbejde, og den nye direktør, Simon Rasmussen, fik også en kort taletid.

Under eventuelt blev Poul Erik Larsen, formand for Valsgård Jagtforening, tildelt aktivitetsnålen for sit store engagement og utrættelige virke for foreningen og nyjægerne.

Vildtkonsulent Anton Linnet, Skov- og Naturstyrelsen, Thy, orienterede om mårhunden og opfordrede alle til at holde udkig efter bunker af afføring/latriner på terrænet, idet mårhunden, som f.eks. en husmår, besørger det samme sted.

- Vi har indkøbt fotofælder, der kan overvåge et terræn, og hvis der er mistanke om mårhund, har vi brug for frivillige, der vil tilse fælder i området. Så har du mistanke om mårhund på dit terræn, vil jeg opfordre dig til at kontakte dit lokale skovdistrikt, sagde Anton Linnet, der også kunne oplyse at den nye indsats- og handlingsplan snart var klar.

Formanden for hjortevildtgruppen i Nordjylland, Tage Espersen, orienterede om gruppens arbejde og om kronvildtets fremgang, markskader og den kommende planlægning af en fornuftig afskydning af dåvildt.

Inden mødet efter næsten seks og en halv time, kun afbrudt af frokost og et par små pauser, var slut, takkede Leif Bach for et godt møde, og sagde med et glimt i øjet: - Selvom tonen i dag af og til har været skarp, så er der en ny dag i morgen!
MariaM

 
kreds1-leif-bach-stor.jpg
Den 46-årige Leif Bach fra Hjallerup har beklædt en lang række tillidsposter i Danmarks Jægerforbund. Nu er han klar til at hellige sig arbejdet i HB. FOTO: MARIA METZGER

 
kreds1-per-henriksen-stor.jpg
Den nye kredsformand i Kreds 1 er den 54-årige Per Henriksen fra Støvring. Han er tillige riffelkoordinator i Kreds 1, og han har beklædt en række andre tillidsposter. FOTO: MARIA METZGER

 

Annoncer

Opret tråd om denne nyhed i debatforum
Tip en ven om denne nyhed
[01-03-2010 kl. 12:00]
Tilbage